Sidste år satte 2,7 millioner voksne danskere sig i tandlægestolen. Af dem fik hele 38 procent konstateret caries – huller i tænderne i daglig tale. Tallene er særligt alarmerende for de 30-39-årige, hvor forekomsten er højest. Det viser nye tal fra Tandlægeforeningen.
At så mange – særligt yngre – patienter har caries, bekymrer Tandlægeforeningens formand.
– Det er alvorligt, at så mange voksne danskere har caries. Det er ekstra bekymrende, at problemet er størst blandt folk i 30’erne. Tænderne skal holde hele livet, og de forebyggende tandlægebesøg er afgørende for at undgå omfattende behandlinger senere i livet, siger formand for Tandlægeforeningen, Torben Schønwaldt, i en pressemeddelelse.
Hver tredje har ikke været til tandlæge i to år
Samtidig viser tallene fra 2024, at hver tredje voksne dansker ikke har været til tandlæge de seneste to år. Ifølge Torben Schønwaldt kan det netop være en af grundene til, at så mange voksne danskere har caries.
– Hvis man fravælger tandlægen for længe, får tandsygdom og infektion i munden frit løb. Så når en tredjedel af befolkningen bliver væk fra tandlægen, så begynder mine alarmklokker at ringe. Ikke mindst fordi sygdom i munden hænger sammen med sygdom i resten af kroppen, understreger Torben Schønwaldt.
Risiko for at tabe en sund generation på gulvet
Det høje antal voksne med caries står i skarp kontrast til de mange unge, der forlader børne- og ungdomstandplejen uden nogensinde at have haft caries.
– Vi har en børne- og ungdomstandpleje i verdensklasse. Men hvis unge og voksne ikke fortsætter med de regelmæssige, forebyggende tandeftersyn, der kan opdage sygdom i et tidligt stadie, risikerer vi at tabe årtiers fremskridt på tandområdet på gulvet, advarer Torben Schønwaldt.
Forebyggelse betaler sig – også for samfundet
Forhandlingerne om en ny aftale for voksentandplejen er netop gået i gang, og formanden for tandlægerne mener, at de mange patienter med caries er en påmindelse om, at voksentandplejen har brug for et markant løft.
– Vi skal styrke forebyggelsen ved at sikre, at endnu flere danskere kommer til tandlægen – og vel at mærke hele livet. Og så skal vi sikre, at de patienter, der får konstateret sygdom i munden, også har råd til den behandling, de har behov for, siger Torben Schønwaldt.
Fakta
Så mange procent af de voksne patienter havde caries i 2024, fordelt på regioner.
Region Nordjylland: 37 %
Region Midtjylland: 37 %
Region Syddanmark: 37 %
Region Hovedstaden: 40 %
Region Sjælland: 36 %
Hele landet: 38 %
Kilde: Danske Regioner, Danmarks Statistik, Tandlægeforeningen
Tre gode råd til at forebygge caries
1. Børst tænderne med tandpasta med fluorid to gange om dagen i to minutter hver gang.
2. Spis og drik sundt, og undgå sukker i mellemmåltider og drikke.
3. Gå regelmæssigt til tandlæge, og husk at fortælle din tandlæge, hvis du tager medicin. Visse sygdomme og mange former for medicin kan medføre mundtørhed, hvilket øger risikoen for caries.