18.000 danskere får vigtig besked i deres e-boks

Henrik Rothenbücher

227 uger siden

|

12/08/2020
Indland
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Statens Serum Institut har her til morgen udsendt en pressemeddelelse, hvor de fortæller, at 18.000 danskere bliver inviteret.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er vigtigt for bekæmpelsen af COVID-19-epidemien at vide, hvor mange i Danmark, der aktuelt er smittede, men også hvor mange, der tidligere har været smittet.

Statens Serum Institut (SSI) og regionerne vil derfor nu igen invitere en tilfældigt udtrukket gruppe af borgere til at få taget en blodprøve for at måle, om de har antistoffer i blodet mod COVID-19-virus.

Samtidig vil de også blive tilbudt at få taget en svælgpodning for at undersøge, hvor stor en andel der aktuelt er smittet med virus.

Som et led i den politiske aftale om genåbningen af Danmark laves der løbende stikprøveundersøgelser af, hvor mange der er og har været smittet.

Det er nu anden gang, der undersøges for antistoffer. Første gang var i maj måned i udvalgte kommuner. Dengang pegede resultaterne på, at 1,2% af befolkningen (med et sikkerhedsinterval fra 0,7-1,7%) havde været smittet.

Denne gang udrulles undersøgelsen til hele landet og som noget nyt tilbydes undersøgelsen også til børn fra 12 år og op. Hvis de vælger at deltage vil deres medfølgende forældre også blive tilbudt en test.

Mød op i de hvide telte

Prøverne bliver taget i testteltene i ”Testcenter Danmarks” telte og de 18.000 tilfældigt udtrukne borgere vil blive inviteret henover de næste tre uger, sådan at de første prøver kan tages i næste uge. Blodprøverne og svælgpodningerne bliver herefter kørt til SSI og analyseret dér.

”Vi håber, at mange vil tage imod tilbuddet om at lade sig undersøge, så vi kan få et bedre billede af, hvor stor en del af befolkningen, der reelt har været ramt af epidemien foreløbig.”

”Ved at kombinere muligheden for at få lavet både en antistoftest og prøven for, om man aktuelt er smittet, håber vi også at gøre det mere attraktivt at deltage” siger seniorforsker Steen Ethelberg fra SSI, der leder den projektgruppe, der står bag undersøgelsen.”