Torsdag aften kunne beboerne i nærheden af Sælvig Havn på Samsø formentlig høre et ordentligt brag.
Færgen Ane Læsø kolliderede nemlig med landrampen.
Det skriver TV2.
Ifølge Lars Rieks, der er rederidirektør hos Samsø Rederi, skete uheldet, fordi en trosse sprang, og man derfor ikke kunne stoppe færgen i tide.
"Lige inden Ane Læsø ankommer til landrampen, så springer der en trosse. Det betyder, at skibet fortsætter, og landrampen begynder at presse mod de første biler, som holder klar til at køre af," har han således forklaret.
Selve færgen og landrampen blev ikke beskadiget i uheldet, men 10 biler, herunder en ambulance, blev smadret, og sagen er derfor nu en erstatningssag.
Rieks er dog blot glad for, at det ikke gik værre.
"Jeg er virkelig, virkelig glad for, at der ikke er sket skader på personer," har han således udtalt og uddybet, at personalet på færgen efter uheldet sikrede, at de involverede i uheldet kunne komme videre i taxa.
Færgeselskabet sikrede desuden navne og telefonnumre på de involverede, som vil modtage en erstatning, når sagen er blevet afgjort af de involverede forsikringsselskaber.
Styr på tingene
Selvom ulykken var alvorlig og nemt kunne have endt helt galt, så forsikrer Reiks, at fremtidige passagerer ikke skal være bange for at sejle med Ane Læsø eller for at holde forrest på færgen.
En ny trosse er nemlig sat op, og systemet er tjekket igennem, så en lignende ulykke ikke sker igen.
Reiks har dog påpeget, at kaptajnerne i den nærmeste fremtid vil være "ekstra forsigtige," når de sejler i havn.
Det betyder, at der kan komme "lidt forsinkelser, fordi havnemanøvren tager lidt længere tid end normalt."
Og forsinkelser kom der også torsdag aften. Ulykken betød nemlig en forsinkelse på cirka to timer.
Ane Læsø er en ældre færge, som i øjeblikket sejler i stedet for den nyere færge Isabella, der normalt sejler på ruten, men i øjeblikket er til vedligeholdelse.