Kaffe er en fast del af dagligdagen for millioner af mennesker verden over.
For mange danskere er kaffen lig med hygge, men nu viser det sig, at det er måske ikke ligegyldigt, hvornår du nyder din kop.
En ny omfattende undersøgelse viser, at tidspunktet for kaffedrikning kan have betydelig indflydelse på din sundhed – og at en kop kaffe tidligt på dagen kan være langt sundere end at drikke kaffe hele dagen.
En gruppe forskere fra Tulane University i Louisiana har undersøgt kaffevaner hos over 40.000 personer og fundet overraskende resultater.
Det viser sig, at de, der drikker kaffe om morgenen, har en markant lavere risiko for at dø af hjertekarsygdomme sammenlignet med dem, der drikker kaffe gennem hele dagen eller slet ikke drikker kaffe.
Sådan skriver LADBible.
Morgenkaffe kan forbedre hjertesundheden
Ifølge undersøgelsen havde de deltagere, der primært drak kaffe i morgentimerne, hele 31% lavere risiko for at dø af hjertekarsygdomme og 16% lavere risiko for at dø af nogen som helst årsag, sammenlignet med personer, der drak kaffe dagen igennem.
"Forskning har tidligere vist, at kaffe ikke øger risikoen for hjertekarsygdomme, og der har endda været tegn på, at det kan reducere risikoen for kroniske lidelser som type 2-diabetes. Men denne undersøgelse tyder på, at tidspunktet for kaffedrikning også spiller en rolle for hjertesundheden," forklarer forskerholdets leder, Dr. Lu Qi.
Studiet inddelte deltagerne i tre grupper baseret på deres kaffevaner:
Morgendrikkerne: 36% drak primært kaffe om morgenen.
Hele-dagen-drikkere: 16% indtog kaffe spredt over hele dagen.
Ikke-kaffedrikkere: 48% undgik generelt kaffe.
Det bemærkelsesværdige var, at kun morgendrikkerne oplevede en betydelig sundhedsfordel, mens de, der drak kaffe hele dagen, ikke havde en lavere risiko for hjertesygdomme sammenlignet med dem, der helt undgik kaffe.