Mandag i sidste uge blev den 37-årige skuespiller Robert Hansen ramt af en hjerneblødning i sin lejlighed på Frederiksberg og blev efterfølgende indlagt på Rigshospitalet.
Det oplyser skuespillerens agent Steen Hassing Møller til BT.
- Ja, det er rigtigt, at Robert er indlagt med en hjerneblødning, men det går heldigvis den rigtige vej, siger Steen Hassing Møller til BT.
I sidste uge måtte Robert Hansen trække sig fra en revyforestilling på Pejsegården, da han havde kraftige smerter i skulderen.
- Han havde fået behandling for det, vi troede var en frossen skulder, hos en fysioterapeut. Men da kan kom på sygehuset, kunne de hurtigt konstatere, at der var tale om en hjerneblødning, siger Steen Hassing Møller til BT.
Han oplyser, at Robert Hansen fortsat er i stand til at tale og bevæge sig og nu blot er indlagt til observation med sin nærmeste familie omkring sig.
Den landskendte skuespiller, der for alvor slog igennem som den generte gymnasiedreng Viktor i ungdomskomedien ‘Anja & Viktor’ i 1999 har tidligere haft problemer med hjertet.
I 2015 gennemgik han en otte timer lang hjerteoperation, da lægerne fandt en rift i hans kranspulsåre i hjertet.
Ifølge Steen Møller Hassing skal Robert Hansen nu have ro til at komme sig.
Han fortæller til BT, at lægerne forventer, at Robert Hansen vil komme sig helt, men det vides endnu ikke, hvor længe skuespilleren fortsat skal være indlagt på Rigshospitalet.
Kongehusekspert om Grevinde Alexandra: Hun fortæller ikke sandheden