Det er i et interview i det amerikanske talkshow Jimmy Kimmel Live, at Mads Mikkelsen forklarer, hvordan han endte med at spille slave i en musikvideo med Rihanna. Faktisk vidste han ikke rigtig, hvem Rihanna var til at starte med, fortæller han.
“Min agent ringede mig op og spurgte, om jeg ville lave den her Rihanna-ting. Jeg sagde ja, men hvem er denne Rihanna-ting egentlig,” lød svaret til agenten fra Mads Mikkelsen, der indrømmer overfor Jimmy Kimmel, at han ikke har den største viden om popmusik.
Da Mads Mikkelsen nævnte det for sine børn, blev de helt vilde over tilbuddet, og det fik Mads Mikkelsen til at takke ja til rollen i musikvideoen.
“Jeg tror, det er første gang, at min søn har ville med mig på en optagelse,” forklarer den danske skuespiller. Men det fik han ikke lov til, fortæller han i interviewet, der kan ses øverst i denne artikel.
Onde roller
I interviewet bliver han også spurgt ind til sit skuespiller-cv. Der er en del roller, hvor han spiller ‘den onde skurk’. Er det et tilfælde, eller har han noget ondt i sig, vil talkshowværten Jimmy Kimmel vide.
“Jeg kan komme med en masse undskyldninger, men jeg tror det skyldes den sjove accent,” lyder forklaringen fra Mads Mikkelsen, der i interviewet også fortæller om den danske film Druk.
Filmen vandt ikke en Golden Globe, men Druk er stadig favorit til at vinde en Oscar. I filmen beslutter fire gymnasielærere og venner sig for at teste en teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt. Forud for optagelserne til filmen, var der såkaldte ‘bootcamps’ forklarer Mads Mikkelsen, hvor skuespillerne drak sig småfulde, optog sig selv og holdt øje med deres promiller undervejs.