Malte Ebert blev for år tilbage landskendt under aliaset Gulddreng, som han havde stor succes med.
Det havde dog en ende, da han i februar 2018 holdte afskedskoncert i Royal Arena som Gulddreng.
Siden da er musikken primært blevet udgivet i Maltes eget navn - dog har han lavet to fodboldsange som Gulddreng. Først til EM sidste år og til VM i år.
I sit eget navn har det for alvor taget fart her i 2022, men alt har ikke været fryd og gammen for vejlenseren. I et opslag på Instagram fortæller Malte nemlig, at han ikke længere er i et forhold.
- Jeg er blevet kontaktet af flere journalister, der ville have bekræftet, at jeg ikke længere er i et forhold, men det har jeg hverken haft overskud eller lyst til at gøre, skriver han.
Men i anledning af, at hans nye single er udkommet anden juledag, så har han alligevel vovet pelsen og åbnet op omkring situationen.
- På samme tid føles det også underligt ikke at dele, når det blandt andet er det min nye sang handler om: At have det svært og være bange for fremtiden, men samtidig om, at der er håb forude.
- Det hele skal nok blive bedre; men hvornår, skriver han og afslører lidt af teksten på den nye single, som har titlen "Måske til næste år".