Lisbeth Østergaard forklarer: Derfor er jeg allerede vaccineret

Julie Møller

192 uger siden

|

24/03/2021
Gossip
Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Tv-vært og influencer Lisbeth Østergaard er færdigvaccineret mod corona-virussen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tilbage i februar afslørede Lisbeth Østergaard på sin Instagram-profil, at hun skulle have første vaccine-stik mod Covid-19.

Efterfølgende har hun ikke snakket højt om vaccinen. Det er til trods for, at hun nu har fået begge stik.

I Aftenshowet på DR forklarede hun i sidste uge, hvorfor hun allerede er vaccineret.

“Det er, fordi jeg har astma. Det er ikke noget, jeg har holdt hemmeligt. Jeg har snakket om det på min Instagram-profil. Men jeg er ikke typen, der lægger et billede op hver gang, jeg er på sygehuset,” forklarer hun og uddyber, at hun ikke er i en skrøbelig kategori, men hun er cirka indlagt en gang om året og har gået i forløb på lungeafdelingen. 

Hun kan godt forstå, at det kan synes mærkeligt, at hun allerede er blevet tilbudt vaccinen. Det studsede hun også selv over, da hun modtog indkaldelsen. Men samtidig har hun svært ved at forstå de følgere på Instagram, der mener, at hun skal forklare, hvorfor det lige netop er hendes tur nu. 

“Jeg spørger også, hvordan du kan få vaccination allerede nu.”

“Hvis hun vil holde det privat, så skal hun jo ikke skrive det offentligt.”

“Hvordan kan du allerede få vaccinen? Det undrer mig,da jeg har langt flere sygdomme end dig.”

Sådan lyder nogle af kommentarerne til det opslag, som Lisbeth Østergaard lagde op den 24. februar, da hun skulle have første vaccinestik.

I Aftenshowet forklarer Lisbeth Østergaard også, hvordan hun er blevet beskyldt for at snyde foran i køen. 

Du kan se programmet på DR, hvor Lisbeth Østergaard fortæller om vaccinen her.

Det sidste stik

I programmet vises en video, hvor Lisbeth Østergaard får det sidste stik. Det er en video, hun ikke kommer til at dele på de sociale medier. 

“Jeg gider ikke stikke hovedet ind i en hvepserede, men jeg synes, at det er noget andet at komme herind og fortælle, at ‘det er ikke mig, I skal være sure på.’”, forklarer hun til værten Kristian Ring-Hansen Holt.