Teitur Skoubo er tiltalt for at have slået og voldtaget en i dag 25-årige kvinde. Angiveligt skulle overgrebet have fundet sted i november 2021.
Realitystjernen har ikke udtalt sig meget om sagen. I en kort opdatering på Instagram har han dog nægtet sig skyldig. Og nu bliver han også forsvaret af Fie Laursen.
"Tiltalt. Ikke skyldig. Vi lever i en verden hvor man altid skal tro på “offeret”, og fordi så mange grimme ting sker for kvinder må man ikke længere kigge på manden, og stå med ham," skriver hun på Instagram.
Herefter skriver hun, at hun selv er blevet udsat for 'helvedes ting', hvorfor hun har forholdt sig kritisk til sagen, siden hun hørte om dem. Ydermere skriver hun, at Teitur Skoubo er en af hendes bedste venner, og at hun kender historien.
"Vi lever i en verden hvor vi kvinder i princippet kan stemple alle mænd som voldtægtsmænd, og ødelægge deres liv, for hvem tør gå imod hende der kommer med anklagerne? Det er nemt for folk ud af til at kaste med sten, dømme en situation de ikke var i, og nu ødelægge en mand de ikke kender, fra andet end skærmen," skriver hun også.
Influenceren langer også ud efter Teiturs venner, da hun mener, at de ikke har hans ryg, fordi de er bange for, at de selv bliver dømt. Det er hun dog ikke selv bange for, da hun vil 'stå ved sin vens side i hans livs sværeste tid'.
Ydermere skriver Fie Laursen, at hun mener, at feminisme bør handle om ligestilling. Derfor skal enhver anklage mod en mand ikke bruges til at 'træde et skridt højere op som kvinder', lyder det. Mænd kan nemlig også være ofre, skriver hun.
"Mænd kan også være ofre, og som en der kender situationen, står jeg med dig. Teitur, du er mange ting - Men du er ikke disse anklager, og jeg stoler på systemet skal få det frem. Vi er mange der elsker og støtter dig hele vejen," skriver hun.
Hun runder sit opslag af med at fortælle, at hun selv er blevet udsat for overgreb, men det betyder ikke, at hun 'ikke længere kan forholde sig kritisk'. Ligeledes skriver hun, at hun ikke føler, at mænd, der bliver anklaget, skal stemples, før de er blevet dømt.
Foto: Instagram