Efter kræftdiagnose: Nu kommer Cana Buttenschøn med vaccine-opfordring

Julie Møller

173 uger siden

|

30/08/2021
Gossip
Foto: Klaus Bo Christensen/Christensen Klaus Bo/Ritzau Scanpix.
Foto: Klaus Bo Christensen/Christensen Klaus Bo/Ritzau Scanpix.
“Jeg håber sådan, at jeg med min historie kan hjælpe tilslutningsraten til HPV-vaccinen op mod de 100 procent,” skriver Cana Buttenschøn.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Over for sine mere mange følgere på Instagram delte influencer og forfatter Cana Buttenschøn en særdeles hård nyhed i juni, da hun fortalte, at hun havde fået konstateret livmoderhalskræft.

Siden da har hun kunne fortælle, at hun er “færdig med den behandling, som de dygtige læger på Riget til stadighed heldigvis mener kan slå kræften ihjel”.

Det var i forbindelse med fødslen af sin lille datter, at lægerne opdagede kræftknuden hos Cana Buttenschøn.

"Vi opdagede under fødslen, at der var en knude i min livmoder. Det var den, der gjorde, at jeg ikke kunne føde vaginalt. Der var simpelthen for meget knude til, at der kunne komme en baby ud,” forklarede hun tidligere på sommeren i et opslag på Instagram.

Det er også på det sociale medie, at hun nu kommer med en vaccine-opfordring.

“De seneste måneder har givet anledning til både flere og tungere refleksioner end jeg nogensinde har gjort mig før. Men med de tunge refleksioner er heldigvis også fulgt en taknemmelighed. For at trække vejret, for eksempel. Og for alt det dejlige der til stadighed findes i livet. Smil, kys og kærlighed,” skriver hun og fortsætter:

“Og for, at vi rent faktisk kan vaccinere vores børn mod kræft. Livmoderhalskræft, mund-svælgkræft, analkræft og peniskræft, for at nævne nogle af de kræftformer, som vi - via børnevaccinationsprogrammet - kan beskytte vores børn imod,” lyder det fra Cana Buttenschøn, som deler et håb med sine følgere:

“Jeg håber sådan at jeg, med min historie, kan hjælpe tilslutningsraten til HPV-vaccinen op mod de 100% for både piger og drenge; og at de allesammen får vaccinen inden deres seksuelle debut, for kun på den måde sikrer man vaccinens effekt bedst muligt. Selv er jeg desværre blevet smittet med HPV-16, inden jeg (i 2012) blev vaccineret. Som altså er dén der sidenhen har givet mig kræft. Dét gad jeg godt at vi kunne spare alle vores børn for,” runder Cana Buttenschøn af.