Filter, det rigtige lys, billedredigering.
Der er mange måder at gøre sine billeder på Instagram pænere og mere poleret. Men det har influencer Anne Gadegaard ikke gjort brug af i sit seneste opslag.
Her har hun delt et billede “uden filter, make-up eller andet.”
“Wauw! Grænseoverskridende er vist det helt korrekte ord at bruge lige nu. De her billeder er uden filter, make-up eller andet. Bare mig,” skriver hun til billederne.
“Sådan her har min hud set ud siden sommer sidste år, og jeg ved ikke hvorfor. Først troede jeg, det var noget svamp, men det var det ikke. I næste uge skal jeg have taget blodprøver for at se, om vi kan finde ind til problemet,” skriver Anne Gadegaard.
I flere stories på Instagram uddyber hun, hvordan hendes hud reagerede, da hun afprøvede nogle nye hudprodukter. Efterfølgende droppede hun produkterne, men siden da har huden ikke “været sig selv”, forklarer hun.
Vil finde årsagen
I sine stories forklarer Anne Gadegaard, at hun ikke ønsker at hoppe på en kur eller piller, før hun reelt kender årsagen til problemet.
“Jeg vil gerne finde årsagen til, at min hud pludselig kan se sådan ud, når jeg aldrig har døjet med urenheder eller bumser. For mig er det utrolig vigtigt at finde grunden. Er der noget, jeg ikke kan tåle, har mine hormoner bare ændret sig, skal jeg rette op på noget eller hvad kan det mon være,” skriver hun i sit seneste opslag.
Det er et problem, der fylder meget for hende.
“Der er ikke en eneste dag, hvor jeg ikke er ked af, at min hud ser sådan her ud. Jeg tror ikke, det her bare lige forsvinder, men jeg vil gøre alt for at finde ud af, hvorfor den reagerer, som den gør,” tilføjer Anne Gadegaard.
Foto: Instagram @annegadegaard
Foto: Instagram @annegadegaard
Nu overvejer 29-årige Anne Gadegaard at starte sin blog op igen.
“Jeg savner at tage nogle tungere emner op med jer og dele ud af nogle sårbare ting. Jeg gjorde det meget, da jeg havde min blog, og det savner jeg. Så jeg går lidt og overvejer at starte en blog igen Det er også som om, det er nemmere at skrive end at tale om det,” afslutter Anne Gadegaard sit opslag, som du kan se på Instagram her.