Danske whisky-elskere behøver ikke at lede langt efter et sted, hvor de kan smage på et rekordstort udvalg af whisky fra hele verden. De skal kun over på den anden side af broen til vores naboland. Her finder de nemlig baren med verdens største whisky-sortiment.
Den tidligere verdensrekordindehaver Glenesk Hotel i Edzel, Skotland måtte se sig slået, da Guinness World Records forleden uddelte titlen ”største antal whisky-typer tilgængeligt på markedet”. Selvom de har hele 1031 whisky-typer, var det ikke nok for atter at sikre sig sejren – Hotel Skansen på Öland har nemlig 1179 typer og er dermed i besiddelse af verdens største kommercielt tilgængelige whisky-sortiment på ét og samme sted.
Den nye sejr for det svenske hotel blev fejret ved en officiel ceremoni den 14. september, hvor officielle GUINNES WORLD RECORDS kontrollanter fra London var til stede for at overbringe det officielle certifikat.
"Vi har altid haft whisky på hotellet. Det er en helt fast bestanddel i baren. I 2000 byggede vi en whiskykælder, så vi kunne præsentere vores whisky-sortiment på en mere delikat måde. I den forbindelse kom spørgsmålet, hvem der i grunden kunne tilbyde flest whisky-typer i Sverige. Jeg søgte lidt og fandt ud af, at der var en bar i Stockholm med mere end 400 typer”, siger Fredrik Norén, hoteldirektør på Hotel Skansen på Öland.
”På det tidspunkt havde vi 270 whisky-typer og syntes, at der ikke var så langt op til deres antal, så vi besluttede os for at slå dem. Et år senere havde vi 500 whisky-typer og var så de største i Sverige, og derefter blev vi bare ved. Vi rejser rundt i verden og besøger destillerier, lærer hele tiden mere og mere og køber frem for alt nye whisky-typer med hjem. I julen læste vi et sted, at Glenesk Hotel i Edzel var det sted i verden, hvor de tilbød flest forskellige whisky-typer, men så indså vi, at vi havde flere typer, end de havde, og så kontaktede jeg GUINNES WORLD RECORDS”.
Hotel Skansen Öland ligger midt på den smukke ø, Öland. Udover at være i besiddelse af et gigantisk whisky-sortiment, kan Hotel Skansen Öland ligeledes tilbyde en spa, afslapning og en velrenommeret restaurant, hvor fokus er på det nordiske køkken.