Loyalitet blandt fodboldspillere er noget af det, som fans værdsætter allermest. Desværre er der længere mellem snapsene, især når man kan hæve flere penge på bankkontoen hos en anden klub. Det er dog de færreste spillere, der vælger at skifte til den mest rivaliserende klub, men det spiller åbenbart ingen rolle hos Randers FC-kaptajnen Nicolai Poulsen.
Nicolai Poulsen er en vaskeægte Randers-spiller, der har spillet i klubben i hele sin seniorkarriere. Han har mere end 132 kampe på CV’et for førsteholdet, og efter en kort sviptur til Sarpsborg i 2017, skiftede han tilbage til Kronjyderne et halvt år efter.
Nicolai Poulsen render rundt med anførerbindet i Randers FC, men hans kontrakt udløber snart, og alt tyder på, at han i stedet skifter til Randers FCs største rivaler, AGF.
Randers FC har selv meldt ud på deres hjemmeside, at Nicolai Poulsen står til at acceptere et bedre økonomisk tilbud, og han er derfor færdig i Randers til sommer, når hans kontrakt udløber. Nu kan det danske medie BT så meddele, at klubben han skifter til, er AGF.
”Vi har strakt os så langt, vi kunne og givet Nicolai et godt tilbud om at forlænge kontrakten. Han er anfører, har Randers FC-DNA’et i blodet og har været en af de bærende spillere i genopbygningen af klubben det seneste år, men har andetsteds fra fået et tilbud, vi hverken kan eller vil matche. Vi havde håbet, at vores anfører ville vælge os til på grund af den måde, vi gør tingene på og den indflydelse og betydning, han har haft for holdet og klubben og omvendt, men det bliver altså ikke tilfældet,” fortæller Randers FCs sportslige og kommercielle direktør, Søren Pedersen.
Skal spille for klubben han ikke vil tabe til
I løbet af de seneste år har Randers FC tabt masser af ansatte til rivalerne fra AGF. Både på direktørgangen skiftede Jacob Nielsen til AGF, ligesom sportschef Peter ”PC” Christiansen også skiftede mellem de to klubber.
Efterfølgende rykkede også Kasper Junker til AGF, og dernæst Mustafa Amini. Den fysiske træner Peter Sand har også forladt Randers FC til fordel for AGF, og nu bliver Nicolai Poulsen så den sjette i rækken, hvis altså BT har ret i deres antagelser.
Det kommer dog som lidt af en overraskelse, at det netop er Nicolai Poulsen, der skifter til AGF, da han tidligere har ytret sig voldsomt mod den aarhusianske klub.
Han har blandt andet udtalt, at det er en del af opdragelsen, at man skal hade AGF, og at man ikke kan komme hjem og fortælle mor og far at man har tabt til Aarhus-klubben.
Samtidig var der også en batalje i 2016, hvor Nicolai Poulsen blev hårdt tacklet af sin tidligere holdkammerat, Mustafa Amini. En tackling der sendte Poulsen ud med hjernerystelse og brud på kæben. Det kostede Nicolai Poulsen en OL-slutrunde med det danske landshold, og efterfølgende havde han udtalt, at han ikke havde tilgivet Amini.
Det kommer han formentlig til nu, hvor han ser ud til at skulle blive holdkammerater med gerningsmanden.
Hverken Randers FC eller AGF har bekræftet, at Nicolai Poulsen skifter mellem de to klubber til sommer.