En historie vil altid have en fortæller, og denne kan så være en eksplicit eller implicit fortæller. Her kigger vi på, hvad der ligger i begrebet eksplicit fortæller, og hvornår denne fortællertype bør tages i brug.
Eksplicit fortæller
En eksplicit fortæller er den fortællertype, der er en direkte del af handlingen. Du kan kende fortælleren på, at der ofte er tale om en såkaldt 1. personfortæller, der bruger ordet “jeg”.
Men faktisk kan ordet ”vi” også være anvendt, selvom det er noget sjældnere.
En eksplicit fortæller skal ses i modsætning til den implicitte fortæller, der er en 3. personfortæller, der er skjult for omverdenen og bruger betegnelser som ”hun” eller ”han”.
Den eksplicitte fortæller er ofte en af de karakterer, der optræder i selve historien, men faktisk behøver fortælleren ikke at være en del af handlingen på præcis denne måde.
Fortælleren kan blot nøjes med at kommentere eller vurdere handlingen og udtrykke sin meningen om ting, steder eller personer eller de handlinger de foretager sig.
Dette kaldes for fortællerkommentarer eller forfatterkommentarer.
En fortæller kan have fokus på enten en indre synsvinkel, hvor fortæller ligger fokus på sig selv eller en ydre synsvinkel, hvor fokus er på de andre i fortællingen, men når det kommer til kommentarer, så træder vi faktisk et niveau op fra beretningsplanet.
I øverste niveau kan det ske, at forfatteren selv begynder at forholde sig til sin tekst og altså træder ud af fiktionen og går overhovedet på fortælleren så at sige.
Fordele og ulemper
En eksplicit fortæller har den fordel, at det er lettere for læseren at identificere sig og leve sig ind i handlingen via fortællerens tanker og følelser.
Og det er selvfølgelig spændende at komme ind under huden på andre på den måde, men det er ikke alt ved denne fortællertype der er rosenrødt.
For en eksplicit fortæller er ikke nødvendigvis pålidelig. Fortælleren er så at sige farvet af sine synspunkter, og derfor kan det blive nødvendigt at tage sin kritiske sans i brug.
Fortælleren kan gå så vidt som at være direkte usympatisk og fuld af løgn, for vi får kun denne fortælles vinkel og udlægning af begivenhedernes gang.
Synsvinkler og eksplicit fortæller
En eksplicit fortæller kan som tidligere nævnt benytte sig af enten en indre synsvinkel, som sætter personen selv i centrum eller en ydre synsvinkel, der har fokus på de andre personer, der deltager i den pågældende historie.
Indre synsvinkel
Ved denne type vinkel ses historien indefra og fortælleren kan gengive en persons tanker og følelser.
Her bruges der enten en 1. personfortæller, altså en jeg-fortæller, eller en 3. personfortæller, altså en personbunden fortæller, der er indehaver af synsvinklen.
Ydre synsvinkel
Her ser fortælleren det hele udefra, og har ikke adgang til tanker og følelser på samme måde som ved den indre synsvinkel.
Her beskriver fortælleren blot handling, personer ikke mindst det miljø, som fortællingen foregår i, på en mere objektiv måde og som set ude fra som en iagttager ville gøre det.
Kombineret synsvinkel
Synsvinkler kan som sagt også skifte, og fortælleren kan gå fra ydre synsvinkel og til den indre synsvinkel for art på den måde at kunne vise følelser for eksempel, men den anden vej kan også ske, så for eksempel kan se reaktionen på tidligere tanker eller følelser.
Vekslende indre synsvinkel
En synsvinkel kan godt skifte undervejs i historien, så det ikke er en den samme persons indre tanker, som vi ser i fortællingen igennem hele vejen, men i så fald foregår det mere indirekte og ofte via krydsklip mellem personerne.
Alvidende indre men ydre synsvinkel
Den alvidende fortæller ved alt, hvorfor fortælleren kan benytte både vekslende og kombineret synsvinkel samtidig med at egne kommentarer inddrages.
Men en fortæller bevæger sig ikke kun i nutiden – fortælleren kan også springe i tid, og benytte sig af nedenstående typer af syn.
Medsyn
Her foregår tidspunktet samtidig med medfortællingen, sådan så den følger handlingen kronologisk og i det tempo, der er aktuelt. Fortælleren kan dog springe frem i tiden, hvis der klippes i handlingen, men uanset er der tale om et langsomt tempo i fortællingen.
Bagudsyn
Fortælletidspunktet ligger her senere end den historie, der berettes om, hvilket giver en distance mellem fortælletiden og den fortalte tid, der betyder, at fortælleren automatisk kommer på afstand af historien.
I modsætning til medsyn, kan sådan noget som flashback godt lade sig gøre, selvom der er en kronologisk opbygningen og tidsspring. Der er her tale om et hurtigt tempo i fortællingen.
