Begrebet dobbeltsocialisering betyder, at barnets socialisering foregår i såvel hjemmet som i institutioner på samme tid. Det sker gennem en årrække ofte helt fra vuggestue eller børnehave til skolen.
Dobbeltsocialisering
Indtil 1980erne, hvor et nordisk forskningsprojekt af betydelig størrelse kiggede på børnenes opvækst og den daværende teoretiske begrebsdannelse, herskede den klassiske socialisationstanke.
De første børn, der er vokset op med dobbeltsocialisering, er for længst blevet voksne og har fået deres egne børn.
Der har altså været god mulighed for at forske i, hvilken betydning en sådan barndom har for børns identitetsdannelse gennem mange år, og afprøve hypoteser omkring denne relativ nye barndom.
I dag er stort set alle børn i en eller anden form for pasning fra de er fyldt 1 år, og derfor fylder omgang og samspil med mennesker, som de ikke er i familie med betragteligt mere i hverdagen, end det gjorde for eksempelvis 70 år siden.
Den klassiske socialisationstanke
Tidligere mente man, at barnets udvikling var præget af dels en primær socialisering og dels en sekundær socialisering.
Den primære var bestemt af forældrenes indflydelse og omhandlede den grundlæggende og dybtgående personlighedsdannelse, der fandt sted i hjemmet, mens børn og voksne uden for familien havde sekundær indflydelse og betydning.
Barnet blev opfattet som et spejlbillede af familien.
Det betød også, at evt. problematisk adfærd pr. definition blev set som at være rodfæstet i familielivet.
Men allerede siden 1960’erne, hvor kvinderne indtog arbejdsmarkedet for alvor, har der været en radikal samfundsudvikling, der har omorganiseret familielivet og de relationer barnet har i hverdagen.
Daginstitutioner er gennem tiden blevet en større og større del af barnets liv, og da barndommen er ændret, menes også børnenes socialisering at være det, og dobbeltsocialisering hævdes at være en mere tidssvarende måde at anskue emnet på.
Barnets todelte verden
Barnets verden er todelt med familielivet på den ene side og institutionslivet på den anden side, og begge har betydning for barnets liv på hver sin måde, fordi der er tale om forskellige forventninger til barnets adfærd.
Det giver også forskellige udfordringer for barnet.
I familien er relationerne følelsesmæssigt funderet. Det betyder, at barnet har en anden position for forældrene, hvor det er unikt og hvor ansvar og privilegier tildeles i takt med alderen samt i forhold eventuelle søskende og deres alder. Alder hos børn skaber autoritet, så de ældste bestemmer.
I familien får vi typisk behovet for opmærksomhed og andre behov opfyldt relativt hurtigt, og det er let at indordnes os under vores ældre søskende, ligesom det er let få autoriteten over vores yngre søskende.
I institutionen er barnet ikke specielt. Det er ligestillet med de andre børn, og barn/voksenrelationen er funderet i professionel omsorg. – altså barnet får trøst, når pædagogen eller læreren har tid.
Her må vi altså på en eller anden måde lære at vente til det bliver vores tur til få den opmærksomhed, vi ønsker, og vi må lære at søge den hos en fremmed voksen, som vi ikke har et bånd til på det følelsesmæssige plan.
Samtidig indgår barnet pludselig i mange relationer med børn på samme alder, hvilket er en nyt historisk set, og ikke mindst interessant, fordi alder alene ikke længere er autoritetsgivende. Så hvordan opstår autoriteten børnene imellem for eksempel?
Her skal vi lære at deles om legetøjet og opmærksomheden. Vi skal lære, hvordan vi leger med vores jævnaldrende og selv sætter rammerne for legen og samværet med de andre børn. Og vi skal lære at tage hensyn til andre.
Barnet oplever som den eneste de to verdner, hvor dobbeltsocialiseringen foregår, og må lære at forbinde verdnerne såvel som at holde dem adskilt.
Det fremgår ikke, hvorvidt dobbeltsocialisering er godt eller skidt. Nogle børn klarer det at gå mellem de to verdner, og fungere i dem på de præmisser der foreligger, bedre end andre.
Nogle gange vil problemet ligge i hjemmet og andre gange er problemet i institutionen. Problemet kan også ligge i barnets generelle udvikling.
Det er derfor vigtigt, at forældrene og institutionen arbejder sammen om at støtte barnets overgang mellem de to forskellige verdner.
Og det er vigtigt, at samarbejdet kan finde sted på en måde så dialogen ikke bygger på kritik, der ikke er af konstruktiv karakter eller bebrejdelse af den anden part.
Men det kan være en svær øvelse at forholde sig kritisk til, om man som forældre eller professionel selv kommer til at begå fejl eller overser noget i forhold til situationen.
