Debatindlæg

webmaster

327 uger siden

|

10/09/2018
Studie
Debatindlæg
Sådan laver du et debatindlæg.
Debatindlæg skal - ikke overraskende - skabe debat. Debatindlæg må gerne forarge, inspirere til handling eller forandring. Jo flere, der tager stilling til et debatindlæg, jo bedre.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Debatindlæg er vigtige for demokratiet. Hvis der ikke var en offentlig debat, hvor folk kan komme til orde og kritisere magten, ville vi have noget, der minder om et diktatur. Hvis man skal være lidt højtravende. Så tag debatten og skriv et debatindlæg, hvis du vil skabe forandring i samfundet. 

Debatindlæg sælger. Aviserne bruger masser af spalteplads på debatindlæg, og de længste kommentarspor på de sociale medier er ofte dem, som følger med et debatindlæg. 

Debatindlæg

1. Et debatindlæg er subjektivt. Det vil sige, at det er dig og ikke avisen, der står på mål for, hvad der står i indlægget. 

2. Et debatindlæg adskiller sig fra eksempelvis en klumme ved at have som formål at skabe debat og ikke kun være personlig. 

3. Debatindlæg er ofte en kritik af noget konkret i samfundet. Det kan være politik, sociale forhold eller en tendens i kulturen. 

4. Et debatindlæg fremlægger pointer ved hjælp af argumenter. Hvis der fremsættes en påstand om, at regeringen lader de svage i stikken, skal det følges op af argumenter. 

5. Debatindlæg er gerne placeret i avisens debatsektion eller i faste spalter i avisen. 

6. Et debatindlæg skal ikke kun komme med kritik, der må også gerne være et bud på en løsning af et givent problem.

Sådan skriver du et debatskabende indlæg

1. Først skal du lave en rubrik - altså en overskrift - på dit debatindlæg. Rubrikken skal være fængende og få læseren til at læse din tekst. Det kan være et spørgsmål, en provokation eller en betragtning. Rubrikkens påstånd må gerne være sat på spidsen. 

2. Du skal bruge jeg-form, da debatindlægget er subjektivt, men undgå at skrive jeg for mange gange. Fortæl om dine synspunkter gennem argumenter. Så ved folk, at det er dig, der argumenterer. 

3. Skriv polemisk. Det vil sige, at du gerne må være provokerende og sætte dine pointer på spidsen. Et debatindlæg skal skabe debat. Du skal selvfølgelig ikke være direkte unuanceret, men hold fokus på dit præcise budskab. 

4. Sproget skal være levende og flydende og varieret. Anlæg en tone, som du holder gennem teksten. Men det skal også være sagligt og lødigt. Undgå bandeord og personangreb, så længe du argumenterer for en bestemt sag. 

5. Brug gerne eksempler i teksten, hvis det er med til at underbygge dit argument. Det kan være et indslag i tv-avisen, et citat fra en politiker eller iagttagelse, du har gjort dig. 

6. Du må gerne bruge tal, data og statistik. Det er kun med til at styrke dit indlæg. Men sørg for ikke at gøre teksten for taltung. Du skal ikke miste læseren af kedsomhed undervejs. 

7. Når du har argumenteret for din sag, kan du slutte indlægget af med en konklusion og et løsningsforslag. Hvad skal der til for at skabe forandring på et givent område. Du kan også slutte af med et spørgsmål, der giver perspektiv til dine pointer i teksten. 

Opbygning

1. Udover rubrik skal der være byline på. Dit navn. Typisk også din uddannelsesbaggrund. 

2. Debatindlægget skal have en underrubrik på 2-300 tegn. Her sammenkoges dine pointer. 

3. Mellemrubrikker i teksten kan være relevant afhængig af længden på teksten. Det afhænger også af den form, avisen har.