Hver tredje boligejer aner det ikke: Du står til at få fornuftige penge mellem hænderne

Nicolai H

28 uger siden

|

03/06/2024
Bolig
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Siden den 27. maj har det været en mulighed for landets boligejere - men 34 procent aner ikke engang at det eksisterer.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fra den 27. maj har boligejere mulighed for at søge tilskud til en varmepumpe, efter Varmepumpepuljen åbnede for ansøgninger. Men kendskabet til puljen er lavt, viser nye tal.

Nu kan boligejere, der går med tanker om at udskifte deres nuværende varmekilde med en varmepumpe, få en økonomisk håndsrækning til at gøre idé til virkelighed. Den 27. maj åbnede Energistyrelsen for ansøgninger Varmepumpepuljen, der giver tilskud til installation af varmepumper.

Det er dog langt fra alle boligejere, der er klar over, at de har mulighed for at søge tilskud fra Varmepumpepuljen.

Helt nye tal fra analysevirksomheden Exometric, der er en del af energi- og rådgivningsvirksomheden NRGi, viser nemlig, at kendskabet til tilskudspuljen kunne være bedre. I undersøgelsen svarer 36 %, at de kun har hørt til navnet, mens 34 % slet ikke har kendskab til puljen.

Det skriver HELP i en pressemeddelelse, som Dagens.dk har fået tilsendt.

Bo Halm Andersen, byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi, ser et stort potentiale i at udbrede kendskabet, så flere danskere kan drage nytte af de økonomiske og klimamæssige fordele ved et skift til varmepumpe.  

“Der er flere fordele ved at investere i en varmepumpe. Det kan blandt andet reducere boligens CO2-udledning, nedbringe husstandens varmeregning og forbedre boligens energimærke. Men for at man kan investere i en varmepumpe, skal det naturligvis hænge sammen rent økonomisk, og her kan Varmepumpepuljen være med til at gøre en forskel og sikre, at man får finansieret varmepumpen,” siger Bo Halm Andersen.

Stigende interesse
I undersøgelsen fremgår det, at 7 % allerede har benyttet sig af Varmepumpepuljen, mens 23 % har kendskab til mulighederne. Bo Halm Andersen oplever, at en energioptimeret bolig er blevet et vigtigere købsparameter blandt boligejere de senere år.  

“Når jeg rådgiver husejere og potentielle boligkøbere, oplever jeg tit, at de stiller stadig større krav til energioptimering og energimærkning af boligen. Heriblandt også, hvilken varmekilde boligen har. Så købet af en varmepumpe kan også i fremtiden være en god investering, hvis man en dag vil sælge sin bolig,” lyder det fra Bo Halm Andersen, som tilføjer:

”Hvis man allerede overvejer, om det er på tide at udskifte eksempelvis sit gamle oliefyr, så bør man også overveje at søge om tilskud fra Varmepumpepuljen. På den må kunne man skære noget af udgiften til installation fra, og man får en klimavenlig og moderne varmekilde, som man kan have glæde af i mange år frem.”

Varmepumpepuljens midler bliver fordelt efter først-til-mølle-princippet til de ansøgere, der er tilskudsberettigede. Puljen lukker, når der ikke er flere penge i puljen eller inden udgangen af 2024.

Lever du op til ansøgningskravene?
Tilskuddet til en varmepumpe kan søges af boligejere, der gerne vil skifte deres gamle olie- eller gasfyr ud med en mere miljøvenlig varmepumpe. Ansøgere skal dog opfylde følgende krav for at kunne kvalificere sig til et tilskud:

  • Dit hus skal være en helårsbolig – og du skal selv eje det

  • Dit hus opvarmes med oliefyr, gasfyr, elvarme eller biokedel (f.eks. træpillefyr)

  • Dit hus må ikke ligge i et område, hvor der er fjernvarme eller planlagt fjernvarme

  • Du er ikke allerede i gang med at skifte til en varmepumpe. Du må f.eks. ikke have indhentet et bindende tilbud

  • Du ønsker en luft til vand-varmepumpe eller en væske til vand-varmepumpe (også kaldet jordvarme)

Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget blandt 1.080 villa- og rækkehusejere i marts-april 2024. Respondenternes geografiske tilknytning er fordelt ud over landets 98 kommuner.