Eksperter indenfor skadedyr anbefaler, at du opbevarer dit affald i en metalspand i stedet for en plastikspand, hvis du har et ønske om at holde mus og rotter væk fra hjemmet.
Årsagen til dette er ganske simpel. Gnavere har nemlig nemt ved at gnave sig gennem plastik for at få adgang til mad eller andre spiselige rester inde i spanden.
Eksperterne fra Rentokil foreslår også at opbevare madvarer som ris og pasta i metal- eller glasbeholdere med tætsluttende låg, da det ellers er noget, der også kan tiltrække gnavere.
Det er også vigtigt at holde dit hjem ryddeligt, eftersom mindre rod betyder færre gemmesteder for rotter og mus, da gnaverne ikke har lyst til at være fremme i det åbne.
Derudover har Rentokil også delt følgende gode råd til at holde mus og rotter væk fra hjemmet:
Opbevar udendørs affald i metalspande med tætsluttende låg for at forhindre, at gnavere får adgang til indholdet.
Ryd op efter kæledyrsfoder og fuglefrø, og opbevar kæledyrsfoder i solide beholdere med tætsluttende låg - helst hævet over jorden.
Hold haven ryddelig, og minimer rod. Undgå at inkludere organisk madaffald i din kompostbunke, da det tiltrækker rotter og mus.
Sikring af indgange:
Tæt sprækker under døre skal sikres. Unge rotter og mus kan klemme sig igennem små sprækker. Monter tætningslister på dørenes bund for at afskrække dem. Tjek også kattelemme og garageindgange.
Fyld også diverse huller i vægge. Små åbninger omkring kabler og rør skal fyldes med rustfrit ståluld og tætningsmasse eller beton. Rotter kan hoppe højt, så sørg for at tjekke op til cirka 1,2 meters højde.
Sikring af taget:
Sørg for at holde taget ved lige, da rotter kan klatre op på tage ved hjælp af elektriske kabler eller hængende grene fra buske og træer.
Sørg for at beskære grene og vedligeholde taget for at forhindre adgang til loftet eller loftsrum. Især førstnævnte er en god idé, da det forhindrer gnavernes adgang til taget.
Afløb og kloakrør:
Rotter kan svømme op gennem beskadigede kloakrør og komme forbi diverse bøjninger i toiletter, så sørg for at holde toiletsæderne lukkede, når toilettet ikke er i brug.
Brug også gerne metalgitre eller net til at dække afløb og afløbsudgange, og sørg for hurtigt at reparere beskadigede rør, så du ikke løber en unødig risiko for at få besøg af gnavere.
Ved at følge disse råd kan du beskytte dit hjem mod rotter og mus og sikre et trygt miljø, der er frit for skadedyr - og det ønsker de fleste naturligvis at opnå.