Besjæling er en type af billedsprog, der er meget udbredt, men især har haft sin sejrsgang i to af historien litterære perioder.
Her kan du læse alt om besjæling.
Besjæling
Når man taler om besjæling, betyder det, at ”døde” ting eller dyr eller planter tillægges egenskaber, der ellers er forbeholdt mennesket. Det vil sige, at de for eksempelvis optræder med følelser eller tanker.
Det kan være sådan noget som:
- Bladene hviskede sagte i vinden
- Kaninen kiggede sørgmodigt efter sin ven
- Lysestagens hjerte fyldte med glæde
Besjæling bliver af og til forvekslet med en anden handling, der kaldes personifikation, men det er altså ikke det samme. Ved personifikation handler det om at give mere abstrakte begreber menneskelige udseende eller egenskaber. Som når man siger lykken smilede til ham.
Anvendelse
Besjæling optræder som sagt i litteraturen jævnligt, men der er særligt to perioder, hvor det ofte blev anvendt. Læser du værker fra romantikken og symbolismens tid, vil du ret ofte støde på fænomenet, men det er dog ikke forbeholdt disse perioder.
Du vil også kunne støde på det i modernismen, hvor sådan noget som maskiner får tillagt menneskelige egenskaber.
Det optræder særligt i forbindelse med poesi og lyrik, men forekommer også andre steder.
Du vil især støde på det i eventyrgenren og ikke mindst hos forfattere som H.C. Andersen, hvis værker er fyldt med grimme og triste ællinger, livlige tinsoldater og kurtiserende porcelænsfigurer som den lille hyrdinde og den brave skorstensfejer.
Tager vi et kig på science fiction eller fantasy genren, vil du også kunne finde rigtig mange eksempler på besjæling her.
Besjæling gennem tiden
Besjæling er dog ikke bare besjæling. Den kommer forskelligt til udtryk i forskellige genre og perioder.
For eksempel var romantikkens besjæling noget anderledes end modernismens.
I romantikken (1780-1870) handlede det meget om åndelighed og om at være en del af noget større. Ikke folk i almindelighed, men forfatteren eller poeten levede sig ind i naturen og gav den ånd og til gengæld var han så tættere på det guddommelige end menigmand.
Der herskede altså en del selvfedhed blandt disse forfattere, der mente at naturen var helheden som mennesket blot var en del af.
Deriblandt var Adam Oehlenschläger der i Guldhornene beskriver, hvordan gravhøjen sukker. Dette anses for at være blandt de vigtigste værker fra perioden.
I den efterfølgende romantisme (1820-1850), er vores egen H.C Andersen faktisk et kapitel for sig, og her var samfundskritik let skjult under overfladen på hans besjælede figurer. Her er der dog en mindre selvhøjtidelig tilgang til faget som digter end den man møder i den foregående periode og netop H.C Andersen formået også at bidrage med humor til sine fortællinger.
Som et brud med romantisme, fejede det moderne gennembrud (1870-1900) de gamle besjælinger af banen, for nu skulle alt være realistisk.
Men det varede ikke længe før besjælingen igen indfandt sig. Det skete med symbolismen (1890-1920), hvor for eksempel landskabet er symbolsk for digteren og dennes sjæl.
Efter endnu et ophold fra besjæling med bl.a. nyrealisme, vendte den endnu engang tilbage i form af symbolisme. Kunstneren er, ifølge dem selv, den højeste skaberkraft, og deres landskab består ikke af jord of natur, men er det et sjæleligt landskab, der et udtryk for digterens sjæl.
I forbindelse med modernisme, der kom til (1918-40), og efter nyrealismen, vender besjælingen som sagt til bage, men denne gang i en mere skræmmende udgave. Vi er ikke længere et med naturen på den gode gamle måde, men vi finder nye fjendebilleder i maskinerne med deres kolde metal, der pludselig får et deres eget liv, og her er det mennesket der er en ting, og futurismen ligger en bund for den sci-fi genre som de fleste kender. Det er på engang skræmmende og fascinerende.
Altså favner besjæling i virkeligheden utrolig bredt.
For vi har stadig besjælingen i den rare Peter Plys og hans venner og Disney gør sig i det hele taget ofte i historier med besjælede elementer. Her kan for eksempel nævnes Askepots dyrevenner, der hjælper hende eller i den ældre Skønheden og Udyret, hvor hele huset er fuldt af besjælede genstande, som lysestager og tepotter.
Så ud af det må man konkludere, at uanset hvor ofte de mere realistiske genrer indfinder sig, så dør idéen om elementer som besjælede aldrig, og vil kunne nyde godt af dem langt ud i fremtiden også, selvom vi endnu ikke ved, hvad morgendagens forfattere har i ærmet til os.
