Alvidende fortæller
Forskellige fortællertyper kan forskellige ting.
Hvor en jeg-fortæller, også kaldet 1. persons fortæller, kan fortælle det hele fra en persons synsvinkel, så kan den anden overordnede fortællertype 3. persons-fortælleren se det hele udefra, oppefra og i nogle tilfælde indefra og her bruges ’han’ og ’hun’ til at beskrive, hvad der foregår.
Den sidste type har nemlig 3 underkategorier:
Personbundet fortæller – knytter sig til en person ad gangen, og fortælleren ved kun det, som den pågældende person gør, og oplever historien fra dennes synsvinkel.
Objektiv fortæller – denne fungerer lidt som en film. Vi oplever det hele udefra. Fortælleren er en flue på væggen, så vi hører og ser kun, hvad personerne siger, og hvordan de handler, men vi kommer aldrig ind på deres tanker og følelser, medmindre personerne ytrer noget.
Her bliver vi nødt til at læse mellem linjerne for at forstå alt, hvad der foregår og bl.a. granske personernes handlinger for at nå frem til vores konklusioner.
Alvidende fortæller – Mens vi får lidt af det hele hos de andre fortællertyper, får vi hele pakken hos den alvidende fortæller.
Denne type fortæller rummer nemlig det hele og har et fuldt overblik over inderst til yderst.
Fordele ved denne fortællerform
Den alvidende fortæller kan kommentere handlingen og kan bevæge sig frit mellem rum og tid.
Det får den virkning, at det ikke bare er personernes holdninger, der træder tydeligt frem – det gør fortællerens holdning også.
Fortælleren ved, hvilke hændelser der er sket i fortiden, og hvordan fremtiden kommer til at tegne sig for alle personerne i historien.
Det er ikke forkert at betegne den alvidende fortæller som lidt af en gud i de tilfælde, hvor en fortæller kan vælge at belønne eller at straffe karaktererne, men det er langt fra altid, at den alvidende fortæller direkte griber ind i handlingen på den måde.
Oftest fortælles der blot både direkte og indirekte, hvad man som læser skal mene, hvilket giver noget mindre plads til fortolkning hos læseren.
Den alvidende synsvinkel betyder, at fortælleren frit kan bevæge sig ind og ud af flere karakterers følelsesliv samt tankevirksomhed.
Og ikke nok med det. Fortælleren kan også henvende sig direkte til læseren ved at kommentere handlingsforløbet, for fortælleren hvad der foregår over hele linjen – også de steder, hvor handlingen ikke udspiller sig for vores øjne i det præcise øjeblik.
Der er altså tale om en total viden på alle planer, deraf navnet alvidende.
Den alvidende fortæller er dog som sådan ikke en del af historien eller persongalleriet.
Brug af alvidende fortæller eller ej?
Alle forfattere kan have brugt forskellige fortællertyper i deres karriere, men nogle er mere kendt for deres måde at bruge den alvidende fortæller på en andre.
Den kendte krimiforfatterinde Agatha Christie, der bl.a. står bag historierne om den lille belgiske detektiv Poirot og den ældre ”gådeløser” Miss Marple, benyttede ofte senere i sin karriere den alvidende fortæller.
Den alvidende fortæller er dog lidt en risikabel fortællertype i den måde Christie fortæller sine krimier på, for når det drejer sig om den slags ”puslespil”, som hun benytter sig af, kan læseren let ende med at føle sig en smule snydt, men hun var heldigvis meget dygtig.
Så krimigenren kan være et sted, hvor man måske skal undgå bruge denne type fortæller, hvis man ikke er meget rutineret.
Til gengæld er brugen af en alvidende fortæller næsten altid vellykket, når den parres med humor.
Forfattere som Neil Gaiman ( Stardust, Good Omens, American Gods) og Terry Pratchett (Discworld-serien samt Good Omens med Gaiman), der er kendt for deres vittige betragtninger og ret hyppige brug af den alvidende fortæller, er eksempler på, hvornår den alvidende fortæller ikke bare er på sin plads, men ligefrem kan bidrage med noget ekstra til fortællingen.
Den alvidende fortæller er i det hele meget brugt, når det kommer til historier der foregår i andre verdener – måske fordi der er et større behov for forklaring, når man eksempelvis befinder sig i fantasy eller Science Fiction -genren.
Man er som læser nødt til at vide mere for at kunne forholde sig til det pågældende univers, fordi det ikke altid kan sættes i ind en kontekst, som man kender eller kan forholde sig til.
Men den alvidende fortæller benyttes også i andre typer af fortællinger. Forfatterinden Jane Austen (Stolthed og fordomme) benyttede sig også ofte af den alvidende fortæller i sine romaner der foregik i hendes samtid.
