En 61-årig årig mand er desværre omkommet i forbindelse med skovarbejder i Tornskov ved Løgumkloster. Det beretter Sydjyllands Politi.
Søndag klokken 13.16 modtog Sydjyllands Politi en anmeldelse om en dødsulykke, hvor den 61-årige mand blev fundet livløs. Politiet mistænker dog, at manden allerede mistede livet i fredags, og dermed har været død i to døgn, før han blev fundet.

Presse-fotos.dk
Ulykken er formentlig sket i fredags
Politiet fortæller, at han har været ude at arbejde i skoven, hvor det tragiske så sker, da hans traktor vælter, og han ender med at blive klemt mellem traktoren og et træ.

Presse-fotos.dk
"Der er tale om en skovarbejder, der formentlig i forgårs vælter med sin traktor og bliver klemt mellem traktoren og et træ. Han blev sidst set i live i fredags, og det er det, der får os til at sige, at ulykken formentlig er sket i fredags, mens han arbejdede i skoven,” fortæller politiets vagtchef, Karsten Høy til B.T.
Ulykken er nu ved at blive undersøgt af politiet, en bilinspektør og arbejdstilsynet. De pårørende til manden er blevet underrettet.

Presse-fotos.dk