Teenagepige ville ind på diskotek: Løj sig 19 år ældre

Sol Stoffregen

420 uger siden

|

05/12/2016
112
Aftenen endte på den mest pinlige måde for teenageren, som nok er færdig med at fortælle små hvide løgne.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er formentlig en 17-årig pige fra Vestsjælland, der har røde ører efter weekendens udskejelser, som udviklede sig uheldigt. 

Det lykkedes teenagepigen at komme ind på et diskotek i Slagelse, men efter en diskussion med personalet, blev hun smidt ud fra stedet ved 01-tiden lørdag nat, skriver Lokalavisen.

Udenfor diskoteket lagde en politipatrulje mærke til pigen og spurgte om hendes navn og alder, da de syntes, at hun så lige lovlig ung ud til at måtte være på diskoteket.

Pigen nægtede at svare på ordensmagtens spørgsmål. Men til sidst åbnede hun munden for at  pynte voldsomt på sandheden og påstå, at hun var 36 år gammel. 

Det udsagn købte politiet ikke. 

Derfor endte teenageren med at blive anholdt og kørt på politistationen i Slagelse. Her opdagede betjentene et ID-kort i hendes taske, der afslørede, at hun var 17 år. 

Derefter blev der ringet til den utrolig gamle teenagers forældre, som hentede deres datter. 

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er den 17-årige pige sigtet for overtrædelse af retsplejeloven.