I dag har ikke været en af musikeren TopGunns - med det borgerlige navn Oliver Gammelgaard Nielsen - bedste dag. Retten i Aarhus har netop idømt den 25-årige rapper straf i en voldssag fra februar, hvor han kom op at toppes med en 18-årig pige, skriver Se og Hør.
Episoden skete en tidlig februarmorgen foran et pizzeria i Aarhus. Vidner har ifølge Ekstra Bladet fortalt, at TopGunn bl.a. skulle have sagt i en nedladende tone til den 18-årige pige, at hun lignede en deltager fra tv-serien Paradise Hotel. Derefter skulle pigen og rapperen have haft et sammestød, hvor han var fysisk overfor hende.
Efterfølgende blev TopGunn sigtet for vold.
I retten fremlagde anklageren, at den tidligere ‘Danmark har talent’-dommer havde givet pigen et knytnæveslag og revet hende i håret. Den hårdhændede behandling blev Topgunn fundet skyldig i, og Retten i Aarhus kvitterede med 14 dages betinget fængsel og 30 timers samfundstjeneste.
Det vides endnu ikke, om den 25-årige rapper har tænkt sig at anke sagen.
TopGunns ageren i februar blev filmet af to af hans fans, der opholdt sig inde på pizzeriaet.