Fredag morgen anholdt Københavns Vestegns Politi en mand i Hvidovre. Han var mistænkt for voldtægtsforsøg på to kvinder ved to forskellige lejligheder.
Det viste sig dog, at den anholdte ikke var gerningsmanden. Han var derimod et nærtstående familiemedlem til den formodede gerningsmand.
Dermed er den rigtige mistænkte fortsat på fri fod. Han er en 23-årig, herboende rumæner. Politiet er derfor stadig i gang med en storstilet eftersøgning af den mistænkte.
- Det er meget beklageligt, at vi har anholdt den forkerte person. Vi har sat mange ressourcer ind på at finde den mistænkte. Vi ved hvem han er og han ved formentlig også at politiet leder efter ham. Jeg vil råde ham til at melde sig til os med det samme, siger politikommissær Ole Nielsen.
Efterlyst med billeder og video
Den mand, som i morges blev anholdt, blev i aftes efterlyst af politiet sammen med billeder og video fra overvågningskameraer. Han skulle have været fremstillet i grundlovsforhør senere i dag, men det er nu aflyst, fordi han ikke var den rigtige mistænkte.
Den 23-årige, herboende rumæner, som er mistænkt og på fri fod, formodes at stå bag to uafhængige voldtægtsforsøg.
Det ene skete søndag den 22. januar omkring klokken 7.30 om morgenen, da det lykkedes gerningsmanden at komme ind i en 78-årig kvindes lejlighed på Lille Friheden i Hvidovre. Manden bad først om et glas vand på engelsk. Derefter forsøgte han at flå tøjet af kvinden. Hun satte sig dog kraftigt til modværge, og manden gav op og løb fra stedet.
Det andet overfald skete også en søndag morgen, men dog en uge senere. Den 29. januar klokken 6.40 vågnede en 23-årig kvinde fra Rebæk Søpark ved, at gerningsmanden bankede på døren og på engelsk bad om et glas vand. Da kvinden åbnede døren på klem, maste han sig ind og tvang kvinden ned på hendes seng.
Den 23-årige fik råbt så meget, at det blev opdaget af en nabo, som forsøgte at komme ind i lejligheden. Manden gav op og stak af.
Politiet øgede på baggrund af episoderne tilstedeværelsen i området.