Et brutalt røveri på åben gade i Brabrand får nu Østjyllands Politi til at efterlyse den formodede gerningsmand.
Onsdag klokken 16.30 kom en 63-årig kvinde cyklende ad Louisevej mod sydvest i Brabrand, da en dreng trådte ud foran hende.
Han skubbede til den 63-årige, så hun væltede af sin cykel. Efter faldet fravristede han kvinden hendes taske. I den lå hendes pung og en iPhone med neongrønt cover.
Kvinden opdagede, at drengen var i selskab med to andre.
Gerningsmanden beskrives som arabisk af udseende, 15-16 år og 170-175 centimeter høj. Han var spinkel af bygning og brun i huden og havde langt, mørkt glat hår samt brune øjne. Drengen var iført en beige jakke, mørke bukser og markante, sorte hornbriller.
Den ene af de to, drengen var i selskab med beskrives som: Arabisk af udseende, 15-16 år og med sort hår. Han var iført en mørkebrun jakke og mørke bukser.
Har man oplysninger i sagen, kan de gives til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.