Nyt stenkast fra bro: Familiebil med 4-årig dreng ramt

Nils Würtzenfeld

330 uger siden

|

20/08/2018
112
Arkivfoto: Bax Lindhardt/Scanpix
Arkivfoto: Bax Lindhardt/Scanpix
Lørdag blev en familie udsat for et stenkast fra en jernbanebro i Vordingborg.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Lørdag aften blev en familiebil ramt af en sten, der blev kastet fra en jernbanebro i Vordingborg på Sydsjælland.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Episoden fandt sted lørdag aften klokken 21.23, da Cindie Winckler og hendes familie - deriblandt hendes fireårige søn - var på vej ad Brovejen i Vordingborg og nærmede sig en jernbanebro, som krydser vejen.

Lige inden bilen skulle til at køre under broen, hørte familien et brag, da en sten pludselig ramte bilen.

Stenen var på størrelse med en lille knytnæve og landede lige på bilens kølerhjelm, siger Jan Nielsen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV 2 og tilføjer, at ingen personer kom noget til.

Episoden kunne dog have fået meget alvorlige konsekvenser, hvis stenen var blevet kastet bare en brøkdel senere og dermed havde ramt bilens forrude.   

Efter stenkastet kontaktede den chokerede familie politiet, der efterfølgende rykkede ud til området, som blandt andet blev afsøgt af hundepatruljer.

- Der blev fundet to sten på jernbanebroen, som ikke hører til på stedet, fordi der ikke var tale om jernbaneskærver. Hundene fandt også spor af mennesker, når vi holder de ting sammen, så formoder vi, at der tale om stenkast, siger Jan Nielsen til TV2.

Efter episoden har Cindie Winckler fra Næstved delt et opslag på Facebook, hvor hun fortæller om den skræmmende hændelse og samtidig advarer andre bilister.

- Pas på derude. Vi er lige blevet ramt at stenkast fra en bro i Vordingborg. På Brovejen under den bro, hvor jernbanen kører. Heldigvis ramte den kun køleren.  Politiet er på sagen og ude med hunde. Der kan umuligt ‘bare’ være en sten, der er faldet ned derfra af sig selv. Vores fireårige søn sov heldigvis fra det store knald det gav. Tør ikke tænke, hvad der kunne have været sket, skriver Cindie Winckler i sit opslag.

Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi opfordrer man nu alle, der kan have oplysninger i sagen, til at henvende sig.

- Hvis folk har set eller hørt noget, så er vi meget interesseret i at høre fra dem, siger Jan Nielsen til TV2.

Du kan se Cindie Wincklers opslag herunder: