LIGE NU: Ubådssagen er endelig slut - Peter Madsen accepterer sin dom

Nils Würtzenfeld

323 uger siden

|

08/10/2018
112
Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix
Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix
Den livstidsdømte Peter Madsen har valgt, at han ikke vil forsøge at få sin livstidsdom indbragt for Højesteret.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den drabs- og livstidsdømte Peter Madsen har besluttet, at han ikke vil forsøge at få Højesteret til at omstøde sin livstidsdom. Det skriver TV2.

Umiddelbart efter at Peter Madsen 25. april 2018 blev idømt fængsel på livstid ved Københavns Byret for mordet på den svenske journalist Kim Wall, valgte ubådsbyggeren at anke dommen.

26. september faldt der så dom i ankesagen i Østre Landsret, hvor domsmandsretten valgte at stadfæste byrettens afgørelse.

Dermed havde Peter Madsen en sidste mulighed for at få omstøde sin livstidsdom ved at bringe sagen for Højesteret, men mandag meddeler hans forsvarsadvokat, Betina Hald Engmark, at opfinderen ikke ønsker at benytte den mulighed.

- Beslutningen er, at han ikke ønsker, der skal ske mere. Han ønsker afslutning, han ønsker ikke at se indersiden af en retssal igen, siger Betina Hald Engmark til TV 2.

Betina Hald Engmark og Peter Madsen havde ellers, efter stadfæstelsen af byrettens livstidsdom, udbedt sig betænkningstid for at beslutte, om man ville forsøge at indbringe sagen for Højesteret. Det betød, at de fik to uger til at afgøre, om dommen skulle indbringes for Procesbevillingsnævnet, som herefter ville vurdere, om sagen er så principiel, at den skal for Højesteret.

Peter Madsen og Betina Hald Engmark har dog vurderet, at forsøget ikke var umagen værd, og derfor vil Peter Madsen nu koncentrer sig om sin tid i fængsel.

- Han har en opfattelse af, at gør han ikke mere, kan han hurtigere få en normalisering af sine afsoningsvilkår, siger Betina Hald Engmark til TV2.


 Hun henviser blandt andet til, at Peter Madsen fortsat er underlagt besøgs- og brevkontrol, hvilket den drabsdømte ubådsbygger gerne vil have ophævet.

- Det er noget af det, min klient har en opfattelse af, der kan komme på plads igen, siger Betina Hald Engmark.

Derfor ligger det nu fast, at der bliver ikke nogen tredjebehandling og at Ubådssagen dermed definitivt er slut.