Kvinde fundet med brandskader og knivstik på kroppen

Ane Sørensen

365 uger siden

|

16/12/2017
112
Foto: Google Maps
Foto: Google Maps
En 39-årig kvinde blev lørdag morgen fundet med knivstik og brandskader på kroppen i en lejlighed i Nørresundby.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tidligt lørdag morgen klokken 05.57 blev Nordjyllands Politi sendt til Vangen i Nørresundby.

Her havde der været knivstikkeri mellem en mand og en kvinde i lejligheden, hvor de boede.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Kort efter ankomsten kunne politiet konstatere, at kvinden var tilskadekommen, da hun var stukket med en kniv i bagdelen og havde overfladiske snitsår efter brug af kniv.

Det viste sig desuden, at kvinden have brandskader på overkroppen og ryggen. Det vides dog ikke, hvorledes brandskaderne på kvinden er opstået.

Kort efter ankom ambulance og læge til stedet, hvor den 39-årige kvinde straks blev undersøgt og derefter kørt til Aalborg Universitets Hospital. Her blev hun behandlet for knivstik og brandsårsskader. 

Klokken 10.00 blev kvinden overført med helikopter til brandsårsafdelingen på Rigshospitalet.

Gerningsmanden, som kvinden kendte, var forsvundet fra stedet. Klokken 10.35 blev han dog lokaliseret til en adresse på Voerbjergvej i Nørresundby.

Manden blev anholdt og forventes fremstillet i grundlovsforhør sigtet for drabsforsøg. Tidspunktet for grundlovsforhøret er ikke blevet fastlagt endnu.

Der er i øjeblikket ved at blive foretaget tekniske undersøgelser på gerningsstedet.

22 skoleklasser sendt hjem efter udbrud af smitsom sygdom