Lørdag blev en kvinde, som var ude at lufte sin hund, forsøgt voldtaget. Men under voldtægtsforsøget gik kvindens hund til modangreb på manden, og det fik ham angiveligt til at flygte.
Nu efterlyser Københavns Vestegns Politi en gruppe cykelryttere, som passerede kvinden kort før, en mand forsøgte at voldtage hende.
Voldtægtsforsøget fandt sted lørdag den 30. december 2017, klokken 12 på stisystemet i Risby Mark ved Oxbjergvej i Vestskoven i Glostrup.
Før forbrydelsen skete, kørte et hold cykelryttere forbi stedet, hvor den kvinden kort efter blev overfaldet.
Der er tale om 6-7 cykelryttere på racercykler, som kom fra vest og først krydsede Nordre Ringvej (Ring 3) via cykelbroen og derefter cyklede videre ad stisystemet i østlig retning mod Oxbjergvej.
Minutter efter gik kvinden ad samme rute, hvor hun blev overfaldet af en kraftig mand på 40-50 år, 180-185 cm høj med skægvækst. Han var iført en mørk hue, mørke vanter og mørk jakke. Han var mørk i huden og af en anden etnisk oprindelse end dansk.
Under voldtægtsforsøget gik kvindens hund til modangreb på manden, og bed ham angiveligt i ansigt eller på halsen.
- Vi vil meget gerne høre fra cykelholdet. Men vi hører også gerne fra andre, som har set eller hørt noget mistænkeligt på stisystemet – f.eks. en mand med friske sår i hoved eller på halsen, siger efterforsker Steffen Johannesen.
Henvendelse til Københavns Vestegns Politi døgnet rundt på 4386 1448.