Heltemodig fynbo handlede hurtigt, da han opdagede påsat brand: Slukkede ilden og pågreb mistænkelig kvinde

Nils Würtzenfeld

330 uger siden

|

30/07/2018
112
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En 54-årig kvinde blev natten til mandag anholdt for at have startet en brand op ad et hus i Odense.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Klokken 03.37 natten til mandag modtog Fyns Politi en anmeldelse fra en 29-årig mand, der havde opdaget en brand ved et hus i Odense.

Manden var om natten kommet gående på Kong Georgs Vej i Åløkkekvarteret i Odense, da han pludselig havde lagt mærke til ild ved et toetagers hus på vejen. Det skriver Fyens.dk.

Manden kunne se, at ilden kom fra et bål, der var blevet antændt tæt på en busk, der stod op ad huset. Den 29-årige handlede dog hurtigt og valgte selv at få bålet slukket.

Herefter ringede han til politiet for at anmelde episoden, men da betjentene dukkede op, ventede der dem en overraskelse.

- Anmelderen fortalte os, at der var anlagt et bål op ad ejendommen. Han gik resolut hen og fik det slukket, og da vi kom frem, stod der en kvinde ved ham, som han havde tilbageholdt, fortæller vagtchef hos Fyns Politi Hans Jørgen Larsen til Fyens.dk.

Det er uvist, hvordan manden fik mistanke til kvinden, der efterfølgende viste sig at være 54 år og fra Odense, men under alle omstændigheder virkede hun mistænkelig nok til, at manden valgte at holde på hende, til politiet ankom.

Politiet formoder dog også, at det var kvinden, der havde startet branden. Ilden havde heldigvis kun brændt lidt omkring busken, men det hele kunne dog have gået grueligt galt - ikke mindst på grund af den tørke, som har ramt landet.

- I og med det er sket op ad en ejendom, hvor der bor andre, slipper hun ikke med en sigtelse for overtrædelse af afbrændingsforbuddet, men sigtes efter straffelovens paragraf om forsætlig brandstiftelse, oplyser vagtchefen.

Mandag morgen er kvinden endnu ikke blevet afhørt, og hendes forklaring kendes derfor ikke.

Det er planen, at politiet mandag skal ransage hendes bopæl, og politiets jurister vil derefter vurdere, om hun skal kræves varetægtsfængslet.