Forældrepar fra Fredericia dømt: To døtre fik skåret klitoris og kønslæber af

Kristine Bugbee

401 uger siden

|

10/04/2017
112
Arkivfoto.
Arkivfoto.
Et somalisk forældrepar fra Fredericia er i dag blevet idømt halvandet års fængsel samt en bødestraf for at have omskåret deres to døtre. Begge forældre ankede dommen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En bemærkelsesværdig sag blev afgjort ved retten i Kolding i dag. Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Et forældrepar med somaliske rødder, som er bosat i Fredericia, er blevet dømt for at 'have tilskyndet til, at deres to døtre blev omskåret under en rejse til Afrika i sommeren 2015'.

Begge forældre blev idømt halvandet års fængsel. Moderen, der ikke er dansk statsborger, fik desuden en betinget udvisning af Danmark. Derudover skal forældrene betale 25.000 kroner i erstatning til hver af døtrene.

- Fredericia Kommune anmeldte sagen den 11. november 2015 på baggrund af en henvendelse fra døtrenes skole. De to piger, der på tidspunktet for omskæringen var otte og 15 år, blev herefter afhørt og undersøgt på retsmedicinsk institut i Odense. De konstaterede, at begge piger var blevet omskåret og herunder havde fået fjernet klitoris og dele af de små skamlæber. Dette kalder man i fagsprog også for en kategori 2-omskæring, lyder det fra senioranklager Helle Iversen fra Sydøstjyllands Politi.

Sagen mod forældrene skulle have været for retten i foråret 2016, men blev udskudt, da en speciallæge i Vejle, som forældrene fik til at undersøge pigerne, erklærede, at de ikke var blevet omskåret.

- Vi forlagde derfor sagen for Retslægerådet, som udtalte, at pigerne havde fået foretaget en kategori 2-omskæring. Med den udtalelse fra Retslægerådet, der er det højeste faglige ekspertorgan i denne sammenhæng, var sagen klar til domsforhandling. Men desværre blev sagen udsat endnu engang, da en forsvarer i sagen blev syg. Derfor er vi nu nået frem til 10. april 2017, hvor den endelige dom så er faldet, forklarer specialanklager Helle Iversen i pressemeddelelsen.

Begge forældre ankede deres domme efter domsafsigelsen.