Brian blev rasende, da han så fem mænd vælte et vejskilt: Flygtede i panik, da de så, hvad han gemte i rygsækken

Nils Würtzenfeld

328 uger siden

|

07/09/2018
112
En 34-årig mand skal to år og fire måneder i fængsel for at have truet en flok mænd i byen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En 34-årig mand er torsdag blevet idømt to år og fire måneder i fængsel for at have trukket et våben og truet fem mænd i Sønderborg om aftenen 20. maj i år.

Inden episoden havde Brian Lendzian - den nu dømte mand - taget stesolider, drukket en del øl samt en halv flaske vodka, inde han mødtes med ‘en drukkammerat’ ved Rutebilstationen i Sønderborg. Det skriver Jydske Vestkysten.

De to gik efterfølgende rundt i byen og drak øl, da de i Jernbanegade stødte på fem mænd, der var på vej videre i byen efter en pinsefrokost. De unge mænd havde netop væltet et vejskilt, hvilket fik Brian Lendzian og hans ven til at råbte mændene an og forlange, at de rejste skiltet igen.

De nægtede mændene, hvorefter der udviklede sig et skænderi mellem de to grupperinger i området Jernbanegade og Perlegade.

I Retten i Sønderborg forklarede Brian Lendzian, at han midt under skænderiet pludselig blev slået i hovedet og derefter intet husker, men i retten vidnede også to af de fem mænd, og de kunne oplyse, at både Brian Lendzian og vennen var truende.

- De er begge meget ophidsede og siger, vi kan få nogen på hovedet, hvis vi ikke får rejst det skilt op. Så slår min makker ham først, forklarede den ene af de to mænd i retten.

Dette fik dog Brian Lendzian til at se rødt, og op af sin rygsæk trak han pludselig et oversavet jagtgevær, som han truede de fem mænd med.

Det skræmmende syn fik straks mændene til at flygte i panik.

- Så siger han, at det kommer vi til at fortryde. Han tager et oversavet jagtgevær op, peger på os og siger: ‘Nu skal I fucking dø’. Så stikker vi af, forklarede manden i retten, der kender våben, fordi han har våbentilladelse og er jæger.

Det skulle dog senere vise sig, at geværet ikke var skarpladt, og den patron, der blev fundet i rygsækken ikke passede til det oversavede gevær.

Imens havde Syd-Sønderjyllands Politi klokken 20.19 modtaget en anmeldelse om, at der stod en mand med et oversavet jagtgevær på Jernbanegade, og det fik dem straks til at sende en patrulje til stedet.

Da betjente nåede frem, kunne vidner berette, at to mænd var flygtet, og 13 minutter senere kunne politiet anholde Brian Lendzian og ahns ven på et pizzeriaet i Perlegade.

I retten forklarede Brian Lendzian, at han gik rundt med det oversavede jagtgevær for at kunne beskytte sig, da han tidligere har overtaget en narkogæld fra sin bror, der er tidligere stiknarkoman.

Denne undskyldning forhindrede dog ikke Retten i Sønderborg i at idømme den 34-årige mand to år og fire måneders fængsel for ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder, for at have truet de fem mænd med jagtgeværet og endelig for at have en del ammunition og mange dolke, sabler og sværd i sit hjem hos moderen i Broager.