Asylansøger idømt seks måneders fængsel: Truede Netto-personale med blodig kanyle

Ane Sørensen

352 uger siden

|

21/03/2018
112
Foto: Ritzau Scanpix (arkivfoto)
Foto: Ritzau Scanpix (arkivfoto)
En 34-årig asylansøger fra Georgien blev tirsdag idømt seks måneder ubetinget fængsel og udvisning af Danmark for en række lovovertrædelser.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Seks måneders ubetinget fængsel og udvisning af Danmark med et indrejseforbud de næste seks år.

Sådan lød dommen tirsdag over en 34-årig mandlig asylansøger fra Georgien ved Retten i Roskilde.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Dommen fik den 34-årige mand for et røveri, otte butikstyverier, overtrædelse af knivloven ved besiddelse af en ulovlig kniv samt ulovlig omgang med hittegods, da han havde tilegnet sig en andens togkort.

Røveriet blev begået den 3. januar 2018 i Netto på Holbækvej i Roskilde. Her stjal den 34-årige nødder og slik til en værdi af cirka 1.300 kroner. Da han forlod supermarkedet, forsøgte personalet at tilbageholde manden.

Men under en trussel med en blodig kanyle truede den 34-årige sig til at bringe de stjålne varer i sikkerhed, før han flygtede fra stedet på en cykel. Dagen efter stjal manden slik for cirka 150 kroner i supermarkedet Meny i Viby Sj., hvor politiet sigtede ham for butikstyveri.

Midt- og Vestsjællands Politi fik ud fra overvågningsvideoen i røverisagen identificeret den 34-årige asylansøger, som blev anholdt tirsdag den 9. januar 2018.

Siden har han været varetægtsfængslet for røveriet og butikstyverierne, som han siden oktober 2017 havde begået i supermarkeder i Hellerup, Holbæk, Kalundborg, København, Rødovre, Brøndby og Viby Sj.

Den 34-årige modtog dommen og forblev frihedsberøvet efter retsmødet, ind til afsoningen kan begyndte og udvisningen af Danmark efter udstået frihedsstraf skal gennemføres.

LÆS OGSÅ: Flere kvinder vælger at beholde børn med Downs syndrom