Advarsel: Sådan formår kreative tricktyve at få adgang til din bolig

Henrik Rothenbücher

290 uger siden

|

05/06/2019
112
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Tricktyve bliver mere og mere kreative, og nu forsøger de at få adgang til folks boliger ved at udgive sig som en hjælpende hånd.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der var et tidspunkt, hvor folk i den grad hoppede på emails og breve fra nigerianske prinser, der lovede guld og grønne skove, hvis man blot sendte dem sine bankoplysninger eller overførte et mindre beløb.

I dag er der efterhånden ingen, der falder for de emails længere, og derfor må svindlere være kreative for at finde på nye måder at franarre folk deres kontanter.

Nordsjællands Politi kan i deres døgnrapport meddele om hele to episoder, hvor tricktyve har forsøgt at få adgang til folks boliger, ved at udgive sig for at være en hjælpende hånd.

Den første episode udspillede sig i Gentofte, hvor en 97-årig mand tirsdag klokken 13:30 fik besøg. En kvinde ringede på døren og udgav sig for at være læge eller sygeplejerske fra hjemmeplejen. Hun fik dermed adgang til mandens bolig, hvor de sammen gik ud i køkkenet og talte sammen.

Da kvinden forlod boligen igen, kunne den 97-årige mand erfare, at der havde været andre i huset samtidig. Møbler var nemlig flyttet rundt, og en luge til et pulterrum stod åbent.

Kvinden beskrives som værende dansk af udseende og mellem 40 til 50 år. Hun skulle være cirka 170 cm høj, almindelig af bygning, dansktalende og så var hun iført en hvid baseballkasket.

Hej. Jeg skal gøre rent

Den anden episode udspillede sig i Hellerup, hvor en 91-årig kvinde fik besøg af rengøringshjælpen fra hjemmeplejen. Kvinden fattede dog hurtigt mistanke, da hun får gjort rent af et privat firma, og hun spurgte derfor kvinden om, hvilket firma hun kom fra.

Nordsjællands Politi har ikke fået oplysninger om, hvorvidt den falske rengøringshjælper fik adgang til boligen, men de fik dog en beskrivelse af kvinden.

Hun skulle være udenlandsk, muligvis asiatisk af udseende. Hun var mellem 25 til 30 år gammel, spinkel af bygning, lys i huden og med mellemlangt sort hår. Hun var rund i ansigtet og talte flydende dansk. Derudover var hun iført en grå t-shirt med tekst og lange bukser.

Ofte møder man tricktyve på offentlige steder eller i butikker, og det er ret sjældent, at de kommer hjem på ens adresse. Dog har der i løbet af den seneste tid været flere scenarier, blandt andet hvor falske bankfolk og falske ansatte hos NETS har ringet rundt til folk, og fortalt dem, at deres kort var spærret. De ville derfor personligt komme forbi med et nyt, mens de ville hente det gamle.

Gode råd til at undgå tricktyve

Det lader altså til, at tricktyvene gerne vil tættere og tættere på folks hjem, og derfor er det vigtigt, at DU er opmærksom og påpasselig, hvis du bliver kontaktet på telefon eller din private adresse fra en person, du ikke havde forventet at skulle i kontakt med.

Er det tilfældet, og personen ønsker adgang til dit hjem eller private informationer, så begynd at udspørg vedkommende om diverse ting. Udgiver personen sig for at komme fra banken, så stil dem spørgsmål om, hvilke konti du har hos dem, saldo på dine konti og lignende spørgsmål. Medmindre personen kommer fra banken, vil de altså ikke kunne svare på det.

Møder vedkommende op på din adresse, så stil flere spørgsmål til, hvor de kommer fra, bed dem om at fremvise noget legitimation. Hellere stil et spørgsmål for meget end et for lidt, ellers kan det blive dyrt.