70-årig kvinde fik stjålet sin pung i Ishøj: Tricktyvene fik en lang næse, da hun afslørede dem

Ane Sørensen

352 uger siden

|

21/03/2018
112
Foto: Shutterstock (modelfoto)
Foto: Shutterstock (modelfoto)
To tricktyve stjal tirsdag middag en 70-årig kvindes pung foran et supermarked i Ishøj. Da den ældre kvinde opdagede det, tog hun straks sagen i egen hånd.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En 70-årig kvinde blev tirsdag den 20. marts klokken 12.15 udsat for et tricktyveri på Industriskellet i Ishøj, efter hun havde været inde at handle i et supermarked.

En mand og en kvinde opsøgte den ældre kvinde foran forretningen, hvor de på engelsk spurgte ind til flere af de plantefrø, som hang ude foran supermarkedet.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i deres døgnrapport.

Kort efter parret var gået fra stedet, opdagede den 70-årige kvinde pludselig, at hun manglede sin pung. Derfor løb hun efter de to og bad dem om at stoppe.

- Den ældre kvinde blev opmærksom på, at der i den ukendte kvindes taske lå en pung, som lignede hendes og bad derfor om at få sin pung tilbage, skriver politiet.

Den ukendte kvinde tog pungen op, men ville ikke åbne den. Derfor tog den 70-årige kvinde pungen ud af hendes hånd og konstaterede med det samme, at det var den pung, som hun havde fået stjålet. 

Parret løb straks fra stedet.

De beskrives som:

A:
- Mand.
- Anden etnisk baggrund end dansk.
- 30 - 35 år.
- 170 - 180 centimeter høj.
- Almindelig af bygning.
- Klædt i en grå hat med flapper, som gik ned over ørerne.

B:
- Kvinde
- Anden etnisk baggrund end dansk.
- 35 - 40 år gammel.
- 155 - 160 centimeter høj.
- Sort hår.
- Klædt i en sort frakke og medbragte en lille taske.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Du kan kontakte politiet på telefon 43 86 14 48.

Københavns Vestegns Politi benytter sig af lejligheden til at advare borgere:
- Vær skeptisk, når ukendte personer henvender sig – hjemme og på gaden.
- Åben kun døren for folk, du kender. Brug dørspion eller spørg til ærinde uden at åbne. Lav faste aftaler med hjemmehjælpere, håndværkere mv. – spørg gerne efter legitimation. Skilt ikke med, du bor alene – skriv kun forbogstav og efternavn på dørskiltet. 
- Hold afstand til ukendte personer på gaden, ved indkøb mv. og hold pungen tæt til kroppen. Skjul altid din pinkode og opbevar den aldrig med dit kort.
- Gå ikke rundt med store værdier – og lad dem ikke ligge fremme hjemme.
- Ring hurtigt til politiet, hvis du oplever noget mistænkeligt: 43 86 14 48 eller 114. Ring Alarm 1-1-2 hvis det sker akut.

48-årig mand fra Kalundborg kaldte 53-årigs hustru grim - det skulle han aldrig have gjort