70-årig dansker bestilte 218 overgreb og voldtægter på børn: Idømt 12 års fængsel

Ane Sørensen

395 uger siden

|

23/05/2017
112
Arkivfoto: Polfoto
Arkivfoto: Polfoto
En ældre mand fra Københavns Vestegn blev tirsdag formiddag dømt for at have bestilt hundredvis af seksuelle overgreb på børn.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En 70-årig mand fra Brøndby er i dag blevet idømt 12 års fængsel for at have bestilt flere hundrede seksuelle overgreb på filippinske børn og unge via internettet.

Manden blev ved Retten i Glostrup dømt for at have bestilt 218 tilfælde af livestreamede overgreb på børn. Overgrebene bestod i alt fra blufærdighedskrænkelser til oralsex og voldtægter af børn, hvoraf nogle var under 12 år gamle.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Den ældre mand bestilte, betalte og overværede ifølge dommen de mange overgreb fra sin computer i hjemmet i Brøndby over en årrække fra 2011 til 2016.

- Retten har i helt overvejende grad været enige i vores syn på beviserne, og jeg er godt tilfreds med dommen, som sætter et foreløbigt punktum i denne usædvanlige og grove sag, siger anklager Helene Brædder.

- Der er tale om en sag af et omfang, som vi ikke tidligere har set i Danmark, og som er blevet afdækket i et tæt samarbejde mellem efterforskere hos Københavns Vestegns Politi, Anklagemyndigheden og Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, tilføjer hun.

Den 70-årige har siddet varetægtsfængslet i sagen, siden han blev anholdt i februar 2016. Han har udbedt sig betænkningstid i forhold til anke af sin dom.