En 28-årig rumænsk mand skal et år i fængsel og derefter udvises af Danmark efter at have overfaldet sin kæreste natten til d. 5. december, hvor kæresteparret opholdte sig i en hytte i Helsingør.
Da kæresteparret var kommet op og skændes, sad knytnæverne løst og den 28-mand begyndte at tæske og sparke løs på kæresten, hvor han også tog kvælertag og til sidst lagde en pude over hendes ansigt og sagde ‘do you want to die?'.
Måtte spille død for at slippe fri
Det tog kvinden bestik af, da hun derefter spillede død for at undgå yderligere tæsk, hvorefter hun kunne alarmere politiet.
Manden blev straks varetægtsfængslet, og det viser sig, at han tidligere har været udvist og har indrejseforbud i Danmark i seks år.
Derfor er han blevet idømt et års fængsel og udvisning med nyt indrejseforbud.
- Jeg er meget tilfreds med, at retten fandt den tiltalte skyldig og var enig i anklagemyndighedens vurdering af, at der var tale om grov vold og trusler. Den forurettede havde flere og alvorlige skader, udtaler anklagerfuldmægtig Anne-Mette Wedell Seerup fra Nordsjællands Politi.
Kvinden blev behandlet for sine skader, der blandt andet talte flere tandskader, et muligt ribbensbrud og en punkteret lunge, ligesom hun måtte syes ved læberne.