På tide, I tager hjem: Betjente udsat for voldsomt overfald, da 15-årige blev nægtet adgang til byfest

Mathias Busekist

21 uger siden

|

23/06/2024
112
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Den ene betjent har fået brud på ansigtsknogle som følge af overfaldet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En byfest i No i Vestjylland stak helt af, da to betjente blev overfaldet af en gruppe unge mennesker.

Det har nu ført til, at to 15-årige drenge er blevet anholdt, skriver Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Ifølge mediet fandt hændelsen sted kort før midnat, da to betjente stødte ind i en mindre forsamling af mennesker, som alle havde det tilfælles, at de var blevet afvist af vagterne i indgangen.

Herefter udtaler en af betjentene til flokken, "at nu er det vist på tide, at de går hjem", fortæller vagtchef Jens Claumarch til lokalmediet.

Tilsyneladende var ovennævnte kommentar nok til at sende de unges sind i kog og ud i raseri.

For kort efter begynder de unge mennesker at skubbe til de to betjente, så den ene af dem falder på jorden, hvor han ifølge politiet både bliver slået og sparket.

"Han har blandt andet fået et brud på ansigtsknoglen under højre øje og skal formentlig tjekkes på Skejby (Aarhus Universitetshospital, red.) af en specialist," siger vagtchefen til Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Betjentene var ikke på arbejde under hændelsen.

Derfor måtte nogle kolleger rykke ud. Det var i den forbindelse, at de to drenge blev anholdt.

Om de unge bliver sigtet for kvalificeret vold eller vold mod tjenestemand, afhænger af, om betjentene sagde, at de var fra politiet, inden overfaldet skete, oplyser Jens Claumarch til Ritzau.

Søndag omkring klokken 13 er de anholdte endnu ikke blevet afhørt.

Det kan ikke udelukkes, at flere vil blive anholdt, lyder det.