Helte findes i alle størrelser. Det er 10-årige Storm Victor Roesdahl beviset på.
Tidligere på ugen afholdt Midt- og Vestsjællands Politi dusøroverrækkelse og hyldede lokale helte, der har hjulpet politiet eller udvist stort mod.
Her var 10-årige Storm Victor Roesdahl at finde på grund af sin indsats om eftermiddagen den 16. september i år, skriver Lokalavisen.
- Storm, du udviste i situationen og i forhold til din alder på kun 10 år en ekstra årvågenhed, der var en afgørende faktor for sagens opklaring og anholdelse af gerningsmanden, og derfor skal du have en tak og en dusør, lød det fra politidirektør hos Midt- og Vestsjællands Politi, Anne Tønnes, ved dusøroverrækkelsen i onsdags.
Drengen og hans mor befandt sig ved den gamle retsbygning på Helligkorsvej i Roskilde, da de fik øje på en bevæbnet mand, der meget hurtigt løb væk fra en parkeret bil.
Politiet var kaldt ud til uro ved retsbygningen og fattede hurtigt interesse for bilen, som betjentene mente tilhørte en gerningsmand ved urolighederne.
Storm havde som den eneste set, hvor den løbende mand havde gemt sig, hvilket han skyndte sig at fortælle politiet, som hurtigt kunne konfrontere manden og anholde ham.
Manden er sigtet efter loven om euforiserende stoffer og våbenloven, men sagen har endnu ikke været for retten.