Shelby Skiles er mor til en toårig pige, der har kræft. Hun har en tumor, der er på størrelse med en tennisbold i brystet. Derfor indebærer både Shelby og hendes datters liv lange hospitalsindlæggelser, flere operationer og behandlinger.
Det er rigtig hårdt for familien Skiles, men de nægter at give op. Den forfærdelig situation har medført, at de er trætte, men de er ikke villige til at smide håndklædet i ringen.
En dag havde Shelby været vågen hele natten, fordi hendes datter, der har fået navnet Sophie, havde været meget dårlig. Derfor var Shelby ikke villig til at lægge sig til at sove.
Om morgenen var hun naturligvis enormt træt, men hun slap ikke sin datter af syne. Mens hun kiggede på en af sygeplejerskerne, der hjalp Sophie, fik hun øje på noget.
Det fik hende til at observere sygeplejersken i et stykke tid, og efter at have gjort dette, skyndte hun sig at finde både papir og kuglepen frem. Nu gav hun sig til at skrive et brev om, hvad der var sket for øjnene af hende.
Brevet har hun valgt at dele på Facebook, fordi hun har ønsket at dele, hvad hun var vidne til på denne morgen. Herunder kan du læse en del brevet:
'Kære børnesygeplejersker (og andre fantastiske sygeplejersker),
Jeg ser dig. Jeg sidder på denne sofa dagen lang, og jeg ser dig. Du prøver så hårdt at være ubemærket af mig og mit barn. Jeg ser dine bekymrede miner, når hun ser dig og græder. Du prøver på så mange måder at lette hendes frygt og vinde hende over. Jeg kan se dig tøve med at stikke hende eller trække et plaster af. Du siger 'Intet problem' eller 'Undskyld' flere gange på en dag, end de fleste siger 'tak'.
Jeg ser alle de gummiarmbånd på dine varme og viklet rundt om dit stetoskop for hvert et barn, du har passet og elsket. Jeg ser dig bære læs med medicin og forsyninger ind på barnets stue, mens din telefon ringer i lommen fra en anden stue. Jeg kan se dig tage handsker på og en maske, og prøve ikke at lave for meget støj om natten.
Jeg ser dig sortere i bunker med perler, så du kan give dem til din patient, som hun kan tilføje til sin halskæde. Jeg kan se dig ae hendes lille, skaldede hoved og pakke hendes dyne omkring hende. Jeg ser dig trøste den grædende mor, der har fået dårlige nyheder. Jeg ser dig prøve at tegne på computeren, mens du holder barnet, hvis mor ikke kan eller vil være på hospitalet med hende.
Du skubber til side, hvad der sker i dit liv 12 timer i træk for at passe syge og døende børn. Du går ind på hver stue med et smil, uanset hvad der sker derinde. Du ser Sophies navn på skemaet og kommer for at tjekke os, selvom hun ikke er din patient. Du ringer til lægen, blodbanken og apoteket så mange gange, som nødvendigt for at få, hvad mit barn har brug for. Du ser til mig lige så ofte, som du ser til hende.'
Hvis du ønsker at læse hele brevet, kan du læse det i opslaget herunder:
