Pernilla Machacny gjorde et iøjnefaldende fund i torsdags, da hun og en veninde var på vej hjem efter en ridetur ved Tillberga i den svenske by Västerås.
Pludselig fik de to kvinder øje på noget usædvanligt i vejkanten langs de kringlede landeveje. Ved første øjekast troede de, at det var et møbel, som nogen havde efterladt. Måske en gammel puf til fødderne.
Det skriver svenske Expressen.
Pernilla Machacny troede først, at nogen havde smidt et møbel fra sig i vejkanten. Foto: Pernilla Machacny
- Vi troede først, at det var en puf, som nogen havde smidt fra sig langs vejen, siger Pernilla Machacny til Expressen.
Men et par dage efter besluttede 40-årige Pernilla Machacny og veninden sig for at kigge nærmere på den udefinerbare genstand, da de så, at den stadig lå det samme sted.
Det viste sig at være en kæmpestor svamp, som nogen havde fundet og løftet op, da den ikke længere sad fast i jorden. Pernilla Machacny besluttede sig for at tage svampen med sig. Hun kom den med besvær ned i en blå IKEA-pose.
Det besynderlige syn fik Pernilla Machacny til at kigge nærmere. Foto: Pernilla Machacny
Ifølge én af Pernilla Macachnys venner var det en såkaldt kæmpestøvbold, som hun havde fundet. En svamp med det latinske navn Calvatia gigantea.
Ifølge Videnskab.dk bliver kæmpestøvbolden oftest mellem 30 og 40 centimeter i diameter. Svampen er spiselig, meget almindelig og findes i krat, haver og på fugtige enge.
Pernilla Machacny besluttede sig for at veje den vilde svamp, men kunne næsten ikke få den proppet ned i posen for at få den med hjem. Det viste sig, at den vejede intet mindre end 9,6 kilo.
Selvom kæmpestøvbolden er spiselig så længe, den stadig er hvid, vil Pernilla Machacny ikke selv sætte tænderne i den. Hun kan nemlig ikke lide svampe. Hun har i stedet foræret den til sin ven, som i stedet får glæde af den enorme krabat.
Fyr fik sin kærestes bryster tatoveret på ryggen - det kom han lynhurtigt til at fortryde