Nu får Putin også en lussing af Will Smith

Mathias Madsen

139 uger siden

|

20/04/2022
De seneste par uger har Ruslands invasion af Ukraine og Will Smiths lussing til Chris Rock under årets Oscar-uddeling uden tvivl været de to mest omdiskuterede emner på de sociale medier og i medierne.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En krig i Europa er uden tvivl årets største (og mest tragiske) nyhed og har derfor naturligvis fået meget plads både i medierne, men også i debatten mellem folk på de sociale medier. 

Skuespilleren Will Smith formåede dog at tage lidt af rampelyset, da han under dette års Oscar-uddeling gik op på scenen og stak komikeren Chris Rock en syngende lussing efterfulgt af ordene: "Keep my wife's name out your fucking mouth [red. Hold min kones navn ude af din fucking mund]."

Lussingen var en konsekvens af Rock's joke om Smith's kones sygdom, som gør, at hun taber sit hår. 

Selvom mange på de sociale medier mener, at Smith gjorde det rigtige, har det nu blandt andet resulteret i, at den verdenskendte skuespiller er blevet bandlyst fra Oscar-arrangementer de næste 10 år. 

Siden er situationen nærmest blevet diskuteret lige så meget på de sociale medier, som krigen i Ukraine er, og nu har en gadekunstner i den amerikanske storby Los Angeles formået at smelte de to 'historier' sammen. 

I centrum af byen kan man nemlig se et 'graffiti-billede' af Smith som giver Putin en lussing og en taleboble med teksten: "Keep Ukraine out your fucking mouth [red. Hold Ukraine ude af din fucking mund]."

Et billede af billedet er blandt andet blevet delt på det sociale medie Twitter, hvor det allerede har fået en del opmærksomhed.