Mandag klokken 02.25 fik Nordjyllands Politi et noget usædvanligt opkald, fra en mandlig togpassager.
Passageren var nemlig faldet i søvn i toget på vej fra Aarhus til Aalborg, og da han vågnede op igen, var det til noget af et chok.
Toget havde nemlig nået endestationen, mens manden sov. Derfor vågnede den uheldige passager op og kunne konstatere, at toget ikke kun var efterladt og parkeret på et sidespor – tilmed var også alle dørene blevet låst forsvarligt, så han ikke kunne komme ud.
Derfor så manden ingen anden udvej end at ringe til politiet, der derefter tog kontakt til Bane Danmark, der lovede, at de ville sørge for, at den stakkel togpassager blev lukket ud ad toget.
Vi må håbe, at den mandlige passager ikke skulle tidligt op på arbejde mandag, for den undskyldning er der næppe mange chefer, der vil tro på.