Luksusvarehuset Takashimaya, som er Japans svar på det verdensberømte stormagasin Harrods, har måttet kravle til korset efter en uheldig julelevering.
2.900 kunder havde bestilt julesmåkager med jordbærfyld til julefejringen.
Det skriver den britiske tv-station BBC.
Smadrede kager
De bløde kager skulle have flere lag fløde og friske jordbær og være dækket af hvid creme sprøjtet, så det lignede kanten på en nederdel.
Lækkerierne blev leveret i dagene før juleaften. Men omkring 807 af kagerne ankom mildest talt i smadret tilstand.
Nu koger det over på det sociale medie X. Billeder af sammenfaldne kager med knækkede cremepynt og mugne jordbær går verden rundt.
Prisen for en af de søde desserter er relativt høj for Japan og ligger omkring 5.400 japanske yen. Det er cirka 257 kr.
- Jeg bestilte en julekage online for første gang. Da den ankom, var den fuldstændig ødelagt. Jeg troede, jeg kunne stole på Takashimaya, men sker det ofte med kageleveringer? Jeg ved det ikke, skriver en.
- Sådan så Takashimayas kage ud, da jeg fik den. Jeg er ked af det, skriver en anden, gengivet af tv-selskabet Channel News Asia.
En kunde skriver, at kagen var faldet sammen, da de modtog den, og fortæller, at hun lod en tre-årig camouflere den med frugt og chokoladedrys.
Opslaget er blevet set over 16 millioner gange.
Luksusvarehuset har undskyldt, ikke bare én, men to gange for at "knuste så manges håb" - og tager ansvar for det hele.