Fredag d. 18. november skete det, der bare ikke må ske.
I lufthavnen Jorge Chávez International Airport i Lima i Peru 'styrtede' et fly nemlig ned under mærkværdige omstændigheder.
Faktisk nåede flyet ikke rigtig at lette fra jorden.
Det skiver Unilad.
Da flyet var ved at lette omkring klokken 03:30 lokal tid, stødte det nemlig sammen med én af lufthavnens brandbiler, og flyet brød derfor i brand og forblev på jorden.
Ingen af passagererne eller de ansatte på flyet kom alvorligt til skade, men ulykken kostede de to brandfolk, Angel Torres og Nicolas Santa Gadea, livet.
Ulykken bliver derfor i øjeblikket efterforsket, og i den forbindelse er efterforskerne måske interesseret i at se på et billede, som de seneste dage er gået viralt på de sociale medier.
Kort efter ulykken blev nedenstående billede nemlig delt på Twitter af Enrique Varsi-Rospigliosi, som menes at være manden på billedet, med teksten:
"Når livet giver dig en ekstra chance [...]."
Billedet er siden blevet delt på flere andre medier, hvor flere brugere desuden har delt deres kondolencer til de pårørende til de to brandmænd.
Én har for eksempel skrevet: "Jeg udtrykker min dybeste medfølelse for de pårørende til Angel Torres og Nicolás Santa Gadea, tapre brandmænd, som døde i ulykken. Mine tanker og bønner er med dem. [...]."
Siden ulykken har Lima Airport Partners, der er ansvarlig for den daglige drift i lufthavnen, desuden udtalt, at brandbilen var på landingsbanen som del af en øvelse.
Brandbilen har dog ikke haft tilladelse til at være på landingsbanen, og en efterforskning om mulig uagtsomt manddrab er derfor sat i gang.