Det er ikke altid styr på baghaven, når man som travl husejer også skal passe de andre pligter, som hverdagen kræver.
Det ender ofte med at være haven, der bliver nedprioriteret, når opgaverne tårner sig op, og det var præcis, hvad familien Torkington i byen Hervey Bay i Queensland, Australien, oplevede, skriver Daily Mail.
I begyndelsen af denne uge kiggede Denise Torkington ud i haven gennem køkkenvinduet og undrede sig straks over, at der var en plet af dug på græsset tæt på børnenes trampolin, som blev liggende uanset, hvornår på dagen hun kiggede ud.
Men det viste sig snart, at det slet ikke have dug, der havde samlet sig i græsset, men noget andet og langt mere bekymrende.
"Vi troede først, at det var dug, da vi kiggede ud af køkkenvinduet om morgenen. Men da vi så det igen om eftermiddagen, gik vi ud og kiggede efter, og så at det var edderkoppespind," siger Denise Torkington til Daily Mail.
Det var denne kæmpe koloni af edderkopper, der indenfra huset havde lignet en plet dug på græsplænen. Foto: Denise Torkington/privat
Ægtemanden blev straks sat i sving med at fjerne det ubehagelige edderkoppespind, men når han fjernede det, byggede edderkopperne blot spindet op igen dagen efter.
Da Denise Torkington spurgte andre haveejere til råds på nettet, var der ingen hjælp at hente, men kun sjove og sarkastiske kommentarer - blandt andet folk, der foreslog, at familien ‘brændte det hele ned og løb’.
Naboerne havde heller aldrig hørt om det og kunne ikke hjælpe det efterhånden desperate familie.
Familien Torkington har boet i huset i seks år, og det er første gang, de får besøg af edderkopperne. De har nu tilkaldt en professionel skadedyrsbekæmper, der har fjernet edderkopperne fra haven.
"Det er et sandt mareridt, og jeg håber virkelig de ikke kommer tilbage," lyder det fra Denise Torkington, der er frygtelig bange for de kriblende kryb.