Christines 3-årige søn blev dræbt i voldsom bilulykke: Så opdagede hun sin utilgivelige fejl

Nils Würtzenfeld

393 uger siden

|

09/06/2017
Viralt
Foto: Christine Miller/YouTube
Foto: Christine Miller/YouTube
En mor advarer nu andre forældre, efter hun for 12 år siden mistede sin treårige søn i en frygtelig ulykke. En enkelt detalje kunne nemlig have reddet hans liv.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

For amerikanske Christine Miller glemmer hun aldrig den søndag for 12 år siden, hvor hun placerede sin treårige søn, Kyle, i familiens bil, hvorefter de to kørte mod byen San Antonio.

For undervejs indtraf den tragedie, der har fulgt moderen lige siden.

Pludselig kørte en anden bil nemlig overfor rødt lys og bragede ind i Christine Millers bil, der væltede rundt flere gange, inden den landede i en grøft.

Christine Miller overlevede mirakuløst ulykken, men da den forslåede mor vendte sig om for at se til sin søn, var han væk.

Den lille dreng var nemlig blevet kastet ud af forruden ved sammenstødet og var landet mere end ni meter væk fra bilen.

Han blev dræbt øjeblikkeligt.

Den treårige dreng havde siddet på en selepude til børn, der er beregnet til at redde liv, men i stedet var selepuden blevet slynget ud af bilen, mens Kyle stadig befandt sig i den.

Efter ulykken gik den ubærlige sandhed da også op for Christine Miller:

I stedet for en selepude skulle Kyle have været placeret i en autostol, da selepuden ikke passede til hans alder.

Ligeledes havde den treårige dreng fejlagtigt været spændt fast med bilens sikkerhedssele og ikke en sele fastspændt til en autostol.

Lige siden har den knuste mor båret rundt på sorgen og bebrejdet sig selv, at hun ikke havde sat sig ordenligt ind i hvilken autostol, der havde været korrekt for sin lille søn.

29. maj var årsdagen for Kyles død, og i den anledning har Christine Miller delt et følelsesladet Facebook-opslag på siden Growing Humans, hvori hun forsøger at sætte ord på sin sorg.

- Det er en smerte, jeg vil bære til den dag, jeg dør og endelig får lov at være sammen med min søde søn igen. Jeg tror, at det sværeste er at vide, hvor let det kunne have været undgået, skriver Christine Miller.

- Havde jeg bare kendt til faren ved selepuder for småbørn, eller havde nogen advaret mig, så havde jeg anbragt ham i en autostol, og det ville have ændret alt, skriver moderen, der stadig plager sig selv med tanken om, hvad der kunne være sket, hvis blot hun havde handlet anderledes.

- Det ville have reddet hans liv. Det ville have reddet mig fra at gå igennem helvede. Så ville jeg have haft de sidste 12 år fyldt med minder om min smukke dreng i stedet for 12 år med sorg og smerte, skriver Christine Miller, der samtidig benytter sit opslag til at advare andre forældre om faren ved ikke at kende til lovgivningen omkring autostole.

- Jeg mistede alt på grund af én eneste fejl. Derfor er det blevet mit livs mission at forhindre, at det sker for andre. Trafikulykker er den største dræber, når det kommer til børn, og statistikker viser, at 80-90 procent af børnesæder er installeret forkert - eller bliver brugt forkert, skriver Christine Miller.

Samtidig beder hun folk om at se en YouTube-video, som familien Miller selv har lavet om den tragiske ulykke for 12 år siden.

Du kan se videoen herunder: