Når man står over for en livsændrende operation, som en hjertetransplantation, kan det være svært at forestille sig, at noget andet kunne tage ens opmærksomhed.
Men for Line Hoffmeyer var det netop sådan, det hele udspillede sig.
Da hun som 19-årig blev kaldt ind til en akut transplantation, var hendes tanker ikke rettet mod operationens udfald eller de livstruende risici – men mod en kærlighed, der var ved at gå i stykker.
Det var en skelsættende dag, da ambulancen med udrykning kørte afsted for at give Line Hoffmeyer et nyt hjerte.
Men imens hun sad i ambulancen på vej mod sygehuset, var hun ikke fokuseret på det nye hjerte, der kunne redde hendes liv.
Hendes tanker kredsede i stedet om sin daværende kæreste Michael.
Sådan skriver B.T.
Til sin lillesøster fortalte hun, at hun troede, at hun ville finde sammen med sin ekskæreste Michael igen i et håbefuldt forsøg på at overbevise sig selv om, at kærligheden stadig havde en chance.
Lillesøsterens reaktion var skarp og kontant: “Hvad fanden er der i vejen med dig, menneske?”
Scenen er beskrevet i Line Hoffmeyers bog, 'Så længe dit hjerte slår', hvor hun ærligt skildrer, hvordan hendes knuste hjerte var i centrum på et tidspunkt, hvor hendes fysiske hjerte bogstaveligt talt stod på spil.
Set i bagklogskabens lys griner hun af sin prioritering og beskriver sit yngre selv som “rablende bindegal”.
Men samtidig mener hun, at det måske var denne distraktion, der hjalp hende igennem den svære tid.
En livsnødvendig afledning
Som Line Hoffmeyer forklarer i bogen, var hun som 19-årig nødt til at rette sit fokus væk fra sygdommen.
Kærlighedssorgen blev hendes måde at håndtere situationen på, fordi det var det eneste, hun kunne gøre noget ved.
Selvom kampen for kærligheden ikke lykkedes, gav den hende noget at holde fast i midt i en overvældende og uforudsigelig tid.
For hende handlede det om at have kontrol over noget, når alt andet syntes at være ude af hendes hænder.
Nu, som 32-årig, kan Line Hoffmeyer se tilbage på sit yngre jeg med både undren og en vis forståelse.
Hun erkender, at det var svært for hendes nærmeste at forstå hendes reaktioner dengang, men hun er samtidig afklaret med, at hun ikke kunne have håndteret situationen anderledes.
“Det ville da være klædeligt at sige, at jeg fortryder min opførsel. Men det kan jeg ikke,” siger hun og tilføjer, at hun føler en enorm kærlighed og forståelse for både sig selv og sin mor i den svære tid.
At skrive bogen har været en form for selvterapi for Line Hoffmeyer, og den er ude på Politikens Forlag.
