Sidste år måtte Laura Drasbæk, der er kendt fra blandt andet "Sommerdahl" og "Lærkevej", trække stikket fra sin keramikforretning for ikke at få stress. Hun havde presset sig selv mere end godt havde været.
Nu er hun desværre endt i samme situation.
I en video på Instagram fortæller hun nemlig, at hun har presset sig selv for hårdt og at "alle lamper er røde".
Videoen er optaget, efter hun midt om natten fik et ubehageligt udbrud:
"Det er lidt skørt, at jeg laver den her video lige nu, men jeg gør det lidt for at fange mig selv. Fordi jeg var gået i seng for et par timer siden, og så fik jeg et fuldstændig hysterisk allergiudbrud, hvor mine lunger peb, så når jeg trak vejret, kunne jeg ikke få luft ned i lungerne, og jeg hostede, som om jeg havde fået vand i lungerne. Det lå jeg og kæmpede med et par timer," fortæller hun i videoen ifølge SE og HØR og tilføjer:
"Jeg ved ikke, om der er noget oppe i lejligheden, jeg er blevet allergisk over for, eller om det er en kæmpestor rød lampe, der siger ”tag det nu roligt”. Altså et stresssymptom."
Udover videoen, så har den 48-årige keramiker meldt følgende ud på sin hjemmeside:
"Jeg holder lukket herinde fra 1 januar til 1 marts. Indtil d 25 januar kan i komme ned og bytte ting og eller sende og få refunderet, skriv endelig hvis der er problemer med noget. Fra 25 januar tager jeg på ferie, men skal nok tjekke mail og når i ikke at bytte inden jeg rejser, ordner vi det når jeg kommer hjem. Jeg laver et godt lager, bygger mig selv og det hele lidt op igen, og fra marts kommer jeg forhåbentlig vældig stærkt tilbage."