'Kurs mod fjerne kyster’-Theis har store planer igen: - Vi glæder os som små børn

Sol Stoffregen

430 uger siden

|

20/09/2016
Underholdning
'Kurs mod fjerne kyster'. Foto: TV2.
'Kurs mod fjerne kyster'. Foto: TV2.
Knap hjemvendt fra tre års jordomsejling er den yngste af de to populære brødre klar på nye eventyr.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

23-årige Theis Midé Erichsen er ikke typen, der bliver det samme sted ret længe ad gangen. 

Den 15. juli vendte han og storebror Emil hjem fra tre års jordomsejling på båden Havana, som TV2’s seere har fulgt. Og nu afslører Theis, at han snart skal udenlands igen, skriver magasinet Skinews.

Allerede til vinter pakker den unge mand med den kendte far og farfar taskerne og drager til Alperne i Frankrig for at stå på snowboard med sin kæreste i et par måneder.

- Jeg har planer om at finde et arbejde i Alperne, som kan gøre, at jeg kan tjene penge, mens jeg er afsted. Min kæreste og jeg planlægger at tage afsted i minimum to måneder, og vi glæder os som små børn til at få sne under fødderne, siger Theis Midé Erichsen til Skinews.

Det er ikke helt tilfældigt, at valget er faldet på skisport, for Theis er familiens board-entusiast, der både brænder for snowboards og surfboards. Mikkel Beha Erichsens mellemste søn har tidligere arbejdet som snowboardinstruktør.

De to sejlinteresserede brødre har begge fundet kærligheden, mens de var ombord på Havana, men de har gået meget stille med dørene omkring deres udkårne. På turen til Alperne har Theis altså valgt at skifte brormand ud med sin dame.